ANNONCE

65 blitzet på fire timer

28. juli 2020 22:35 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Det tog ikke lang tid ...

Så er den gal igen, fristes man næsten til at sige.

Syd- og Sønderjyllands Politi tog hele 65 bilister i at køre for stærkt. På blot fire timer.

Det oplyser politikredsen på Twitter.

Fotovognen var opstillet på Moltrup Landevej ved Haderslev, hvor hastighedsbegrænsningen er 70 kilometer i timen.

Ud af de 65 bilister får fire af dem et klip.

Dagens højeste hastighed blev målt til 103 kilometer i timen.

Flere i samme kreds

Politiet var også forbi Ringkøbingvej i Varde Kommune.

Det er endnu en af politikredsens fokusstrækninger.

Her blev 49 taget for at køre for stærkt. Fem personer fik et klip i kortet.

På Ringkøbingvej må man køre 80 kilometer i timen. Den hurtigste blev målt til 121 kilometer i timen.

I en pressemeddelelse kan Københavns Politi fortælle, at man i 2020 allerede har fanget halvanden gang så mange vanvidsbilister som man gjorde i hele 2002.

Og vanvidsbilismen kan få alvorlige konsekvenser.

Og det får chef for Center for færdsel og trafik i Københavns Politi, Steen Søder, til at rase:

– Det er fuldstændig vanvittigt og uacceptabelt at køre på den måde. Vanvidsbilisterne spiller hasard med både eget og tilfældige borgeres liv. Derfor er det noget, vi har stort fokus på i vores færdselsindsats, siger han i pressemeddelelsen.

Unge mænd i store biler

I 2019 blev 19 personer sigtet for at overskride hastighedsbegrænsningen med mere end 100 procent. Alene i første halvår af 2020 er 31 personer sigtet for det samme.

Da samfundet igen begyndte at åbne, faldt antallet af de grelle fartsyndere igen. Men de er desværre ikke væk fra gaderne endnu. I et af de seneste eksempler blev en 24-årig mand den 7. juni kl. 00.40 taget med mindst 156 km/t hen over Langebro – en zone, hvor man maksimalt må køre 50 km/t.

Og det er en helt særlig type personer, man særligt fanger, lyder det fra Steen Søder:

– Vanvidsbilisterne er unge mænd i store biler, der opfører sig som om, at byens gader er en legeplads. Men det her er dødeligt alvor, og derfor fortsætter vi vores indsats for at komme det her til livs, siger han.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu