68-årig mand fundet død i vandet

18. maj 2019 11:30 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Sydøstjyllands Politi oplyser, at den mand, der fredag blev fundet død i en voldgrav, er en 68-årig mand fra lokalområdet.

En forbipasserende fandt fredag morgen en død mand liggende i Fredericias voldgrav ud for Hugo Matthiesens Vej.

Sydøstjyllands Politi bekræfter nu over for Fredericia Dagblad, at den døde er en 68-årig mand fra lokalområdet.

Her slutter sagen dog ikke, for manden er ikke blevet obduceret endnu, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi John Skjødt til avisen:

– Vi vil ikke ud med mere, og det skyldes, at der skal foretages en obduktion på mandag, og at vi stadig ikke er færdige med de endelige undersøgelser, siger John Skjødt til Fredericia Dagblad.

Ikke første gang

I maj måned er der allerede engang tidligere fundet et lig i voldgravssystemet på Fredericia Vold. Liget af en 60-årig kvinde blev fundet i en voldgrav mellem Prinsens Port og Danmarks Port i Fredericia den 2. maj.

– I de undersøgelser, vi har lavet endnu, så er der intet, der tyder på, at der er noget, som har politiets interesse, forklarede Frede Nissen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, til Ritzau tidligere.

Newsbreak.dk har tidligere skrevet, at kvinden blev fundet død kort før middagstid af en tilfældig borger. Borgeren slog alarm klokken 11.25, og politiet rykkede ud.

Kvinden blev erklæret død på stedet, og i sagens indledende fase, betragtede man fra politiets side dødsfaldet som værende mistænkeligt.

Derfor blev der tilkaldt tekniske efterforskere og hundeførere, der alle gennemførte undersøgelser på og omkring findestedet, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Problemer med voldgraven?

Da kvinden døde, der lå voldstien mørk hen, hvor der ikke var belysning på vejen. Derfor har Fredericia Kommune nu påbegyndt en undersøgelse af forholdene på stedet, skriver Fredericia Dagblad.

Det er endnu uvist, hvorfor kvinden præcis døde, men sikkert og vist er det, at der intet lys var på stien – og derfor kan man stille sig selv spørgsmålet om det var en del af forklaringen, eller om der var andre forhold på voldstien, der gjorde, at kvinden døde.

En lokal borger i området har kontaktet kommunen i sagen om det manglende lys på voldstien. Og kommunen er opmærksomme på problemet.

– Det blev i marts måned registreret, at der manglede lys på stien. Denne fejl blev dog ikke rettet på grund af en kommunikationsfejl. Medio april registrerede kommunens entreprenør, at der er fejl på belysningen ved voldstien. Fejlen blev udbedret, og frem til den 2. maj fik vi ingen meldinger om fejl på belysningen på voldstien, oplyser souschef i vej- og parkafdelingen i Fredericia Kommune René Olesen til Fredericia Dagblad.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu