70-års fødselar tæt på magten

26. maj 2019 06:09 | Af: Ritzau Info

Det er næsten som det gamle Sovjetunionen. Man får først magten, når man er oppe i årene. Jeremy Corbyn er nu 70 og tættere på magten i London end nogensinde.

70-års fødselar tæt på magten
Jeremy Corbyn fylder søndag 70 år. (Foto: Scanpix)

Der gik en rystelse igennem den etablerede del af Labour, det britiske arbejderparti, da stemmerne fra formandsvalget i 2015 var talt op.

Den gamle garde, herunder tidligere premierminister Tony Blair, havde anbefalet medlemmerne at stemme på en af de midtsøgende kandidater. Men flertallet – godt hjulpet på vej af de unge – satte kryds ved Jeremy Corbyn.

Han var en veteran i britisk politik, og det er han stadig.

Corbyn havde tilbragt årevis på de bageste rækker i parlamentet, men nu var han pludselig hevet frem som formand.

Det er fire år siden, og han har siden da kæmpet for at vinde premierministerposten.

Årene er ellers begyndt at bide sig ind på ham. Han har nået pensionsalderen, fylder 70 den 26. maj.

Men næsten hver gang, han kommer i nærheden af en mikrofon, taler han om nyvalg, så han kan forsøge at vælte premierminister Theresa May og hendes konservative parti.

Langt til venstre for midten

Corbyn blev valgt til parlamentet første gang i 1983, og han har alle dage tilhørt den mest venstreorienterede del af det gamle arbejderparti.

Han vil have skatterne op for de rigeste i Storbritannien. Han vil af med landets atomvåben. Og han var imod britisk deltagelse i konflikterne i Afghanistan og Irak.

Det var arbejderpartiet under ledelse af premierminister Tony Blair, der trak Storbritannien ind på slagmarkerne i Afghanistan og Irak.

Han har også alle dage været meget kritisk over for EU, og det har været med til at komplicere Storbritanniens i forvejen besværlige vej ud af EU.

For i hans parti er en stor del af medlemmerne tilhængere af EU, så Corbyn leder i lighed med Theresa May et parti, der er splittet om det europæiske samarbejde.

Slået oprør tilbage

I 2016 blev han udfordret som partiformand efter folkeafstemningen om EU. Men han vandt urafstemningen.

Under de seneste mange måneders ofte højlydte debatter om EU i Underhuset i London har Corbyn gang på gang opfordret den pressede Theresa May til at gå af og udskrive nyvalg.

I Mays konservative bagland er der mange, der har det svært med deres partiformand. Men de har det langt sværere med udsigten til, at Corbyn vinder Downing Street 10 og begynder at brandbeskatte de rige.

Corbyn, som kalder sig selv for en demokratisk socialist, var som ung involveret i fagforeningsarbejde, ligesom han var aktiv imod apartheid i Sydafrika og for atomnedrustning.

Da Blair var premierminister, stemte Corbyn ofte imod partilinjen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu