ANNONCE

Færre lyntestet fredag men flere smittet

26. december 2020 08:57 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Godt 20.000 personer blev fredag testet i lyntest.

Der blev fredag foretaget 20.785 lyntest hos de fire private udbydere, der har kontrakt med staten.

729 af dem var positive, viser tal fra udbyderne.

Det svarer til, at 3,51 procent af testene var positive, hvilket er en betydelig stigning fra de foregående dage, hvor positivprocenten siden 21. december har ligget mellem 1,35 og 1,91.

(I faktaboksen nederst kan du blive klogere på de forskellige tests, der udbydes i Danmark).

Regionerne har indgået aftaler med fire private leverandører af lyntest. Samlet skal der kunne foretages 100.000 af de hurtige test om dagen.

Juledag blev foretaget færre lyntest end de foregående dage med lige over 20.000 lyntest. Det tal var lillejuleaften på 80.000 test.

Første vacciner landet i Danmark

Vaccinen mod coronavirus fra medicinalselskaberne Pfizer og BioNTech er tidligt lørdag morgen ankommet til Statens Serum Institut (SSI) på Amager i København.

Det bekræfter SSI-direktør Henrik Ullum til Ritzau.

– Vi har længe glædet os til at modtage den her første ladning af vacciner og derfor snart kunne sende dem ud til danskerne.

– Det er meget, meget dejligt, at vi nu snart kan lave et direkte slag tilbage mod corona ved at behandle det aktivt ved, at vi immuniserer, således at man ikke bliver syg, siger Henrik Ullum.

Fra Amager vil vaccinerne blive pakket om i mindre kasser og videredistribueret til landets fem regioner.

Vaccinerne er blevet sendt med lastbil fra et distributionscenter i Belgien.

Danmark modtager i første omgang omkring 9750 vaccinedoser, der bliver videredistribueret til regionerne senere lørdag.

Søndag klokken ni

De første danskere vil blive vaccineret søndag morgen klokken ni. Her vil beboere på fem plejehjem – et i hver region – få vaccinen. Herefter vil nogle personer fra frontpersonalet såsom sygeplejersker i regionerne også blive vaccineret.

Den første leverance på 9750 vaccinedoser er nok til at vaccinere knap 5000 danskere. Det skyldes, at hver person skal have to skud med tre ugers mellemrum.

-Vi er klar

Der er tændt et lys i mørket, skrev statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook efter den første coronavaccine blev godkendt i EU.

Myndighederne har arbejdet på højtryk for at have en vaccinationsplan klar. Det betyder, at vi er klar til at vaccinere så hurtigt som muligt efter, at vaccinen er kommet til Danmark.

Vi skal fortsat væbne os med tålmodighed. Vi kommer ikke til at have vacciner til alle på samme tid“, skrev Mette Frederiksen.

Lær mere om vaccinerne

Lægemiddelstyrelsen har oprettet en oversigt, hvor man kan læse alt, hvad der er værd at vide om de godkendte vacciner.

Her kan man blandt andet læse om bivirkningerne ved vaccinen; hvor hyppige de er og hvor alvorlige de er.

Dette omtalte Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz også tidligere på et vaccine-pressemødet:

– De er forbigående, og vi har ikke set alvorlige bivirkninger. Der er kun set enkelte allergiske reaktioner, men det er meget, meget sjældent, sagde Thomas Senderovitz.

Han er selv klar til at tage vaccinen.

– Jeg vil personligt være helt tryg ved at lade mig vaccinere, sagde han videre.

Fakta

Danmark tester for corona på tre måder

* Pcr-test:

Denne coronatest er anbefalet af de danske sundhedsmyndigheder. Pcr-test bliver benyttet i det offentlige testsystem og anses som sikker med en sikkerhed på 98 procent. Den viser, om den testede er smittet her og nu. Den foretages ved podning i halsen.

Det tager tre timer, før der er svar på en pcr-test, men i det offentlige testsystem får man normalt først svar efter en til to dage fra testtidspunktet.

* Antigentest:

Antigentest – også kendt som lyntest eller hurtigtest – giver svar på, om man her og nu er smittet med coronavirus. Prøven foretages ved podning gennem næsen, og svaret kommer efter 15-30 minutter.

En faglig ekspertgruppe har tidligere slået fast, at antigentest kun skal ses som et supplement til pcr-test.

Det skyldes, at antigentest langtfra er lige så sikker som en pcr-test. Der skal en større mængde virus til, før testen viser positiv, end en pcr-test har brug for.

Derfor fraråder sundhedsmyndighederne, at antigentest benyttes, hvis man har symptomer eller har været i kontakt med en smittet.

Sikkerheden er ifølge en ekspertgruppe hos SSI 55-60 procent for, at man ikke er smittet, hvis testresultatet er negativt, mens man kan stole på resultatet, hvis det viser, at man er smittet med coronavirus.

Tallet for sikkerheden er omdiskuteret – og flere eksperter vurderer, at sikkerheden er væsentligt højere. Det samme gør producenterne af lyntestene.

* Antistoftest:

En antistoftest viser, om kroppen har antistoffer over for coronavirus. Den kan dermed fortælle, om en person har været smittet med virusset. Den foretages ved blodprøve.

Man ved ikke med sikkerhed, hvor længe man kan måle antistoffer i kroppen, og hvor længe man i givet fald er immun over for at blive smittet igen.

Det danske sundhedsvæsen tester kun for antistoffer i forbindelse med forskning og myndighedernes overvågning.

Testen tager ti minutter og kan købes på apoteker og hos private virksomheder, men kvaliteten svinger.

Kilder: Ritzau, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Falck.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu