ANNONCE

Kanyledrab: Lig lå i ti dage

20. januar 2021 20:49 | Af: Ritzau Fokus

En 66-årig mand lå i en lejlighed i op til ti dage, før han blev fundet. Kvinde afviser, at hun så liget

Kanyledrab: Lig lå i ti dage
Det er en højst bizar drabssag. Foto: REUTERS/Eric Gaillard/Scanpix

Altandøren stod åben, og der var koldt i lejligheden, da to betjente 23. februar 2017 ankom til en lejlighed i København for at lede efter en 66-årig mand.

Mandens kone – en i dag 74-årig russisk kvinde – åbnede døren. Og kort efter fandt politiet manden liggende neden for en trappe i lejligheden.

Manden var død, og kvinden sidder onsdag i Københavns Byret anklaget for at have dræbt ham ved at stikke ham flere gange med en kanyle eller nål, så han døde. Det nægter hun imidlertid.

Lå død i lejligheden i ti dage

Ifølge anklagemyndigheden var manden død op mod ti dage forinden, at han blev fundet. Der var tegn på, at hans lig var gået i forrådnelse.

Kvinden forklarer, at hun tog hen i lejligheden, dagen før politiet kom. Hun havde ellers i ugen op til boet i en lejlighed, som hun lejede et andet sted i byen. Sådan lyder hendes forklaring.

Parrets datter døde

Den dag, hun ankom til lejligheden, var hendes og mandens voksne datter blevet begravet. Men manden dukkede ikke op til begravelsen, og derfor ledte politiet efter ham.

– Var du klar over, at han lå i lejligheden, vil anklager Anders Larsson vide.

– Jeg har ikke set ham. Jeg havde næsten ingen kræfter tilbage. Jeg følte ingenting, siger hun og forklarer, at begravelsen var hård for hende.

Luftede ud i dagevis

Anders Larsson oplyser, at folk har fortalt, at vinduet eller altandøren i lejligheden havde været åbnet i en længere periode og spørger:

– Lufter du så meget ud, fordi der simpelthen stinker af lig?

– Nej, jeg har altid altandøren åben, svarer kvinden.

Manden lå for enden af en trappe til underetagen, hvor lejlighedens eneste toilet var placeret.

– Skulle du slet ikke skulle bruge toilettet i underetagen?

– Nej.

Anders Larsson fortæller også, at kvinden skal have fortalt politiet noget om, at manden var faldet på trappen.

– Nej, det har jeg ikke sagt, afviser hun i retten.

Forsøgte flere ting

I anklageskriftet påstås det, at kvinden foruden stikkene forsøgte at dræbe manden med et østeuropæisk lægemiddel. Det mislykkedes, fordi dosis ikke var tilstrækkelig, hedder det.

Med til anklageskriftet hører, at kvinden skal have lavet et falsk testamente i sin afdøde datters navn i et forsøg på at få fat i hele arven. Der ligger ikke nogen forbrydelse bag datterens død.

Sagen fortsætter torsdag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu