ANNONCE

Vil slippe 750 millioner fri

21. august 2020 05:24 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Ngo advarer mod et "Jurassic Park-eksperiment", mens forskere bag fremhæver potentiale for sygdomsbekæmpelse.

Et omstridt miljøeksperiment i stor skala lader til at blive til virkelighed.

Lokale myndigheder i Florida har ifølge BBC godkendt, at 750 millioner genetisk modificerede myg slippes fri i den amerikanske delstat.

Formålet er at reducere mængden af myg, der bærer sygdomme som zikavirus og denguefeber.

Miljøgrupper er ifølge det britiske medie i det røde felt over tiltaget.

De advarer om risikoen for utilsigtede konsekvenser som skader på økosystemer, samt at der bliver dannet en slags hybridmyg, der ikke reagerer på insektgifte.

Firmaet bag, Oxitec, forsikrer dog om, at det er fuldstændig sikkert at slippe de mange millioner små insekter fri i naturen.

– Det her en spændende udvikling, for det repræsenterer det banebrydende arbejde, som hundredvis af passionerede mennesker i årtier har foretaget i en række lande, sagde direktør Grey Frandson i en meddelelse i maj.

– Alle ønsker de at beskytte lokalsamfund imod sygdomme som denguefeber, zikavirus, gul feber og andre sygdomme, som insekterne kan bære.

Sætter 750 millioner fri

Myndighederne giver en foreløbig tilladelse til at slippe 750 millioner myg fri over en toårig periode. Insekterne kan blive sat fri i 2021. Det skriver BBC.

Interesseorganisationen International Center for Technology Assessment and Center for Food Safety mener, at tiltaget er for risikabelt.

– Med alle de kriser som vores land og Florida lige nu står over for – coronavirus, raceulighed, klimaforandringer – har administrationen brugt skattepenge og ressourcer på et Jurassic Park-eksperiment, siger policy-direktør Jaydee Hanson ifølge National Post.

Som Newsbreak.dk tidligere har beskrevet, har det amerikanske magasin Reader’s Digest testet nogle af de mest gængse myter om, hvordan man kan undgå myggestik – og er kommet frem til, hvilke metoder der virker, og hvilke der ikke virker.

I galleriet ovenfor kan du se, hvad du skal gøre for at undgå myg ifølge testen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu