ANNONCE

78.000 tilskuere til fodboldkamp

25. april 2021 12:52 | Af: Ritzau Fokus

Ifølge australske medier er det det højeste antal tilskuere til en sportskamp, siden coronapandemien begyndte

Over 78.000 tilskuere blev søndag lukket ind på et stadion i den australske by Melbourne.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

På Melbourne Cricket Ground, der har plads til 100.000 tilskuere, mødtes holdene Collingwood Magpies og Essendon Bombers i australsk fodbolds bedste liga.

En talsperson for det store stadion siger, at 78.311 tilskuere overværede kampen.

Ifølge tv-stationen Channel 7, der sendte kampen, er det det højeste antal tilskuere, der er lukket ind til et sportsarrangement, siden coronapandemien begyndte.

Australsk fodbold, der er en blanding af amerikansk fodbold og rugby, er en af de ligaer i verden, der har flest tilskuere.

Hæver antallet

Den australske regering har netop hævet antallet af tilskuere til arrangementer fra 75 til 85 procent af den fulde kapacitet.

Australien har omkring 25,7 millioner indbyggere. Under pandemien er der ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University registreret 29.666 smittetilfælde i landet og 910 coronarelaterede dødsfald.

Til sammenligning har Danmark haft 247.704 smittetilfælde og 2475 dødsfald blandt godt 5,8 millioner indbyggere.

Ved hjælp af internationale grænselukninger, nedlukninger og strenge restriktioner med bødestraf er det lykkedes Australien at holde smitte- og dødstallet nede sammenlignet med de fleste andre lande i verden.

Pandemien toppede i landet i august sidste år og har siden været under kontrol.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu