8 ud af 10 unge begår alle den samme fejl

22. november 2019 07:49 | Af: Ritzau Fokus

Overgangen fra fysisk leg til digital leg er medvirkende til, at unge bevæger sig for lidt, mener professor.

8 ud af 10 unge begår alle den samme fejl
I det nye studie har forskerne indhentet nationale data fra 146 lande og kigget på udviklingen i unges fysiske aktivitet fra 2001 til 2016. Med fysisk aktivitet menes der leg, sport, arbejde i hjemmet, gå eller cykle til skole og lignende. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Scanpix

84,5 procent af Danmarks unge mellem 11 og 15 år bevæger sig mindre end den ene time om dagen, som Verdenssundhedsorganisation, WHO, anbefaler.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport, som er blevet præsenteret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet Child and Adolescent Health. Det skriver Videnskab.dk.

Artiklen fortsætter under videoen 

Rapporten konkluderer videre, at det ikke kun er et dansk, men et globalt problem. På verdensplan er 81 procent af alle børn og unge mellem 11 og 17 år ikke fysisk aktive nok i løbet af dagen.

Rapporten viser også, at piger bevæger sig mindre end drenge.

Ekspert er ikke overrasket

Professor og forskningsleder Jens Troelsen fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet er ikke overrasket over studiet.

Han har ikke deltaget i forskningsarbejdet, men han har læst det og har selv bidraget til lignende undersøgelser i Danmark, som også viser, at danske børn bevæger sig lige så lidt som børn i resten af verden.

Han mener, at konklusionerne er “rystende” og peger på, at det specielt er overgangen fra fysisk leg til digital leg, der spiller ind på den manglende bevægelse herhjemme.

Blandt andet mangler der officielle anbefalinger for skærmtid til unge, mener Jens Troelsen.

– Forældre siger, at det er skolens ansvar, og skolen siger, at det er forældrenes ansvar. Men det er i virkeligheden begges ansvar.

– Og så har vi også et politisk ansvar for at lave nogle anbefalinger for skærmtid. Det vil kunne hjælpe forældre med at skabe gode rammer for deres børn, siger han ifølge Videnskab.dk.

Sådan har de undersøgt sagen

I det nye studie har forskerne indhentet nationale data fra 146 lande og kigget på udviklingen i unges fysiske aktivitet fra 2001 til 2016.

I perioden er andelen af drenge, som ikke er aktive nok, faldet en smule fra 80 til 78 procent. Lande som Bangladesh, Singapore, Thailand, Benin, Irland og USA har set det største fald i andelen af inaktive drenge.

Andelen af piger, som ikke er aktive nok, ligger stabilt på 85 procent.

Med fysisk aktivitet menes der leg, sport, arbejde i hjemmet, gå eller cykle til skole og lignende.

I alt 1,6 millioner unge har deltaget i undersøgelsen, og data kommer fra spørgeskemaer, som de unge selv har udfyldt vedrørende deres aktivitetsniveau i løbet af dagen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu