82-årig kvinde fælder tricktyv

15. maj 2019 16:07 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En ældre dame fik ledt en politihund den rigtige vej. Men noget mangler stadig

82-årig kvinde fælder tricktyv
En snarrådig 82-årig kvinde er skyld i, at politiet kunne anholde en tricktyv. Foto: Colourbox.

En ældre kvinde og en politihund fik i fællesskab fældet en tricktyv.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

En 82-årig kvinde fik tirsdag klokken 17.13 besøg i sin lejlighed på Dalgas Avenue i Aarhus af to mænd, der udgav sig for at være håndværkere.

Mændene bankede på og sagde, at de skulle kontrollere hendes køleskab, hvorefter de gik ind i lejligheden.

Efter kort tid fik den 82-årige dog mistanke om, at mændene ikke var håndværkere, og hun gemte derfor sin pung af vejen.

Fulgte efter tyvene

Da hun så den ene rode rundt i hendes skuffer, råbte hun af mændene og fik skubbet dem ud. Det var dog ikke nok for kvinden, der fulgte efter mændene ud på p-pladsen, hvor hun ringede til politiet, mens mændene tog benene på nakken.

Da en hundepatrulje kort efter kom til stedet, kunne hun pege betjentene i retning mod en nærliggende skov, hvor mændene var løbet ind.

Snuden i sporet

En politihund satte snuden i sporet og ledte patruljen gennem skoven frem til en 53-årig mand, som forsøgte at gemme sig. Han blev anholdt på stedet. Da der umiddelbart ikke var stjålet noget fra den 82-åriges lejlighed, blev han sigtet for forsøg på indbrud.

I den 53-åriges lomme lå en bilnøgle, som passede til en bil i nærheden. Den blev ransaget og i den fandt politiet en taske med en del smykker i, som formodes at være stjålet.

Den 53-årige blev derfor også sigtet for indbrud på et ukendt sted.

Hvor er makkeren?

Hans makker, der var med i lejligheden i Aarhus, fandt politiet i første omgang ikke frem til.

Han beskrives som:

• Cirka 60 år gammel
• Cirka 165-170 cementimeter høj og kraftig af bygning.
• Han talte dansk med accent
• Iført ”gråmalet gammelmandskasket” og sort vindjakke

Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi via telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu