83-årig væk: Nu finkæmmes hel by

15. april 2019 10:56 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Bornholms Politi får nu hjælp til den kritiske eftersøgning af forsvunden 83-årig.

Bornholms Politi har fortsat ikke det mindste konkrete spor efter den 83-årige Niels Kristian Nielsen, der er forsvundet siden fredag. Derfor tages der nu særlige midler i brug for at finde manden, oplyser politiet mandag i en pressemeddelelse.

Det betyder blandt andet, at Beredskabsstyrelsen er tilkaldt for at assistere med drone-overflyvning af en række områder på Bornholm. Desuden, skriver politiet, vil Rønne bliver finkæmmet. Tidligere har der været forsøgt sporfinding med dykkere ved byen, men det gav intet resultat.

Politiet oplyste i weekenden, at et vidne formentlig har set manden omkring klokken 18, hvor han faldt med sin cykel og blev hjulpet på benene af to mænd. De to mænd vil Bornholms Politi stadig meget gerne i kontakt med.

Niels Kristian Nielsen er 172 centimeter høj, almindelig af bygning og har gråt hår og fuldskæg. Han er iført sorte bukser, halvlang mørkeblå jakke, blå hue med kvast og sorte træsko uden hælkappe.

Han blev set ved færgelejet i Rønne fredag. Niels Kristian forlod bopælen i Rønne på en grå herre-cykel, men normalt går han til fods. Han plejer kun at færdes mellem bopælen og Store Torv i Rønne. Niels er begyndende dement og kan have svært ved at finde rundt, og han kan muligvis heller ikke oplyse sit navn eller adresse.

“Vi opfordrer stadig indtrængende borgerne om at lede i haver, udhuse, skure, mv. Tjek også gerne sommerhuse, kolonihavehuse, og andre bygninger, der måtte stå tomme. Erhvervsbygninger, der ikke er i brug på grund af påsken, bedes også efterset”, skriver politiet mandag.

Oplysninger om Niels Kristian Nielsen skal rettes til Bornholms Politi på telefonnummer 114 eller 5690 1448.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu