ANNONCE

Cyklist dræbt i ulykke

24. december 2020 21:55 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 84-årig mand mistede sent torsdag eftermiddag livet, da han blev ramt af bilist på mørk landevej.

En 84-årig cyklist har torsdag mistet livet i en trafikulykke på landevejen mellem Torsted og Grønbjerg i Vestjylland.

Det oplyser vagtchef Allan Riis fra Midt- og Vestjyllands Politi.

– Den 84-årige mand bliver ramt af en bilist, som har forklaret, at han kommer kørende på den her mørke landevej i østlig retning mod Vildbjerg, da han pludselig ser en cyklist foran sig, men han kan ikke nå at undvige, fordi cyklisten kører uden lys, siger vagtchefen.

Bilisten alarmerede politiet ved 17-tiden straks efter påkørslen. Cyklisten blev erklæret død ved ambulancens ankomst.

Den afdødes familie er underrettet. Den 84-årige mand kommer fra Vemb-området, der ligger vest for Holstebro.

Fakta

Sådan er reglerne for lys på cyklen

– Lygterne skal lyse lige frem eller lige bagud.

– Forlygter og baglygter skal kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand og skal også være synlige fra siden.

– Forlygter og baglygter skal sidde, så de lyser henholdsvis lige fremad og lige bagud – de må altså ikke hænge og lyse ned i jorden.

– Forlygter og baglygter må gerne blinke.

– Kraftige forlygter, der er beregnet til at oplyse vejen foran cyklisten, skal monteres, så de lyser skråt nedad og ikke blænder modkørende.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu