ANNONCE

90 danskere smittet: Flere af dem er børn

9. marts 2020 17:41 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Antallet af påvist smittede er steget helt vildt.

Antallet af smittede med coronavirus i Danmark er nu steget til 90, oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside. Søndag var antallet af smittede opgjort til 35, mens det mandag formiddag blev opjusteret til 59.

Siden er der altså blevet påvist en massiv stigning i smitte-bekræftelser, så det nu er endt på 90. En god portion af de opdagede tilfælde stammer fra Aarhus Universitetshospital.

Her har der hele weekenden været opsat et drive-in testcenter. Tidligere mandag forlød det, at der på den måde var påvist 15 nye smittetilfælde, men det er uvist, hvad antallet er på mandag eftermiddag.

Ingen danskere er døde på grund af smitte med coronavirus også kendt som covid-19. Nyheden om den store stigning i antal smittede danskere kommer samme dag, som nabolandet Tyskland har bekræftet sine første to dødsfald relateret til virussen.

Flere er børn

Flere børn er blandt de coronasmittede i Danmark, skriver Berlingske på sin hjemmeside mandag aften. Oplysningen er over for avisen bekræftet af Styrelsen for Patientsikkerhed.

– Det er rigtigt, at der er børn blandt de undersøgte og smittede, siger direktør i styrelsen Anne-Marie Vangsted til avisen.

Hun ønsker ikke at fortælle, hvor mange børn der er tale om, eller hvor gamle de er. I udgangspunktet er der ingen alderskriterier i håndteringen af corona-smitte. Enten er man smittet, eller også er man ikke.

Fire hospitaler er udpeget til særligt at tage sig af børn, bekræfter styrelsen over for avisen mandag.

Generelt bliver børn ikke ret syge, og de smittes ikke så ofte som voksne, har det lydt siden udbruddet begyndte tidligere på året.

Hærchefer sendt hjem

Mandag afslørede Forsvaret, at to hærchefer er sendt i karantæne, efter at de fredag deltog i et NATO-møde med Italiens hærchef, der siden er testet positivt for coronavirus covid-19.

Der er tale om chef for Hæren, general Michael Anker Lollesgaard, samt en chef i Forsvarskommandoens kommunikationsafdeling. De blev sendt i karantæne søndag aften.

Samtidig er det også kommet frem, at alle, der har besøgt diskoteket Søpavillionen i København natten mellem torsdag og fredag bør tage 14 dage frivillig karantæne.

Det skyldes, at en smittet person opholdt sig her i samme tidsrum.

Statsminister: Tag det alvorligt

Opgraderingen af antal smittede lander i kølvandet på mandagens pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) kritiserede mange danskeres holdning til coronavirus. De forstår ikke alvoren, mener hun og påpeger, at det kan være alvorligt for ældre og svækkede.

Derfor er det nødvendigt at inddæmme sygdommen, så færrest muligt rammes.

– Jeg møder stadig for mange danskere, der er sunde og raske og ikke er bange for coronavirus. Hensynet er ikke kun til den enkelte nu, det er til forældre, bedsteforældre, kronisk syge og svækkede. Alle er nødt til at tage det mere alvorligt, end vi har set de seneste dage.

Det er også en del af forklaringen på, hvorfor regeringen har anbefalet at droppe begivenheder med mere end 1000 deltagere.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu