93-årig kvinde døde efter ekstremt hjemmerøveri

19. marts 2018 19:54 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Hjemmerøveriet fandt sted i foråret 2017. Nu skal sagen for retten.

Kvinden døde en måned efter overfaldet. Video: Local Eyes.

En 93-årig kvinde blev i maj 2017 udsat for et så brutalt hjemmerøveri, at hun døde af sine skader fra det en måned senere. Det skriver Horsens Folkeblad, der kan fortælle, at anklageskriftet mod to mænd, der er tiltalt i sagen, er klar.

Se mere video hos Local Eyes.

Newsbreak.dk omtalte sagen i maj 2017, hvor Sydøstjyllands Politi fortalte, at man om formiddagen 19. maj 2017 var blevet kontaktet af en hjemmehjælper. Vedkommende meddelte, at der var skeet “noget” på kvindens adresse.

Politiet oplyste dengang, at kvinden var blevet udsat for en forbrydelse i sit eget hjem, og som Horsens Folkeblad fortæller, var forbrydelsen meget, meget grov. De to tiltalte er en 36-årig og en 53-årig mand fra Horsens, og ifølge Horsens Folkeblad blev de anholdt et par måneder efter selve røveriet.

Brutalt overfald

Målet for røveriet var formentlig værdier, men overfaldet på kvinden var så brutalt, at hun døde af sine kvæstelser en måned senere. Horsens Folkeblad skriver, at kvinden blev sparket og trampet i ansigtet. Hun blev også udsat for kraftig stump vold mod hovedet såvel som kroppen, og hun fik blandt andet brud på kæben og indre blødninger som følge af overfaldet.

Horsens Folkeblad skriver, at der er afsat fire dage til retssagen. Efter planen falder der dom 5. april.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu