ANNONCE

95-årige Flemming fik regning på dametøj

10. marts 2021 19:46 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Nu har han - og 59.999 andre - registreret sig

95-årige Flemming fik regning på dametøj
En 95-årig mand fik en regning på tøj, han ikke havde bestilt. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Citathistorie: TV Syd

Sidste år fik en dengang 95-årig mand uden internet misbrugt sit cpr-nummer til nethandel. Nu har han fået en kreditadvarsel ligesom 60.000 andre danskere.

Sidste forår fik den dengang 95-årige Flemming Sørensen en rykker i postkassen på plejehjemmet i Vojens, hvor han bor.

Rykkeren lød på 4.216,35 kroner for noget dametøj købt over netbutikken Ellos.dk, som Flemming Sørensen skulle have bestilt og fået, selvom han hverken har smartphone eller computer.

En anden havde misbrugt den 95-åriges personnummer og købt varer til sig selv.

Det kan undgås med en såkaldt kreditadvarsel, som Flemming Sørensens datter nu har fået oprettet til ham.

Dermed er han nu en af de næsten 60.000 danskere, som er udstyret med en kreditadvarsel, som er en markering i CPR-registret om, at du ønsker at advare mod, at der ydes lån og kredit i dit navn.

Det har siden 1. januar 2017 været muligt at lave en kreditadvarsel.

Fakta

Personer med kreditadvarsel

  • Januar 2021: 59.971
  • Januar 2020: 40.118
  • Januar 2019: 35.175
  • Januar 2018: 17.997

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet

Det Kriminalpræventive Råd anbefaler, at man straks laver en kreditadvarsel, hvis man får mistanke om, at uvedkommende har opsnappet følsomme personlige oplysninger.

– Det er både godt og flot, at 60.000 nu beskytter sig mod svindel og identitetstyveri med en kreditadvarsel, som er en effektiv beskyttelse, siger Helena Juul Kanafani, der er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu