950 g. lykke: Danmarks bedste bøfsandwich

22. januar 2019 15:16 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Newsbreak.dk har prøvesmagt den bøfsandwich, der er kåret som Danmarks bedste. Her er dommen.

– Hold k…, den smager godt.

Ordene kom prompte fra journalistens ledsager. Vi er i gang med at spise den bøfsandwich, der netop er kåret som landets bedste.

Danmarks bedste bøfsandwich. Det skal da prøves. Vi har været forbi Kohalen på havnen i Aarhus. Stedet, hvor landets bedste bøfsandwich bliver solgt.

15. januar kårede ‘De Brune Riddere’ den bøfsandwich, der bliver serveret på kohalen, som den bedste i landet.

Kohalen syner udefra ikke af meget. Ligner mest af alt det, det engang har været; et værtshus og samlingssted for områdets slagtere, kreaturhandlere og landmænd.

Det er dog kun, til man åbner døren til de grønmalede rum med træpanelerne. Her emmer af hygger. Og lidt før klokken 12 går snakken da også lystigt i restaurationen. Fra alle borde – der er nemlig helt fyldt op.

950 gram frokost

Efter bestillingen er det blot at vente. For en sikkerheds skyld er der blevet fastet for at give plads til den – og hold nu fast – 950 gram tunge og cirka 2250 kalorie-indeholdende bøfsandwich.

Det siges, at førstehåndsindtrykket er vigtigt. Og indtryk giver bøfsandwichen, da den står på bordet. Man kan vel bedst beskrive den som en sovsevulkan med lava af ristede lød – på toppen en sky af en halv sesambolle. Den er både imponerende og afskrækkende på samme tid. Men smages, det skal den. Skal der være plads til de medfølgende råstegte kartofler er det da også bare at sætte i gang.

Der er langt fra toppen til bunden, og det lykkes da heller ikke at skære igennem den. På den pæne måde. Så er det bare med at ‘skrabe til sig’, for en del af oplevelsen er at få de mange forskellige smage – gerne på en gang.

At smile med en kæmpe mundfuld bøfsandwich under ganen, er måske ikke det letteste. Alligevel er det det, som både journalisten og ledsageren gør efter den første bid. Og det fortsætter. Ikke kun ved tomandsbordet, men rundt omkring i restaurationen, hvor den prisbelønnede bøfsandwich bliver serveret med lind hånd.

Gode råvarer – og grøntsager

To af de gæster, der har sat kursen mod Kohalen er venneparret Ditte Olesen og Anders Klug. Som henholdsvis sygeplejerske og socialpædagog har de begge skæve arbejdstider og har derfor fundet tid til at smage på varerne.

De har – måske klogeligt – valgt at starte med et stjerneskud, der har delt, før turen er kommet til bøfsandwichen. Og den sætter sig (sovse)spor hos parret.

– Det er gode råvarer, siger Ditte Olesen. En udtalelse, der straks får Anders Klug til at udbryde:

– Så har man fået sine grøntsager, med en hentydning til de mange slags løg og syltevarer i sandwichen.

Parret er synes godt om den måde, som sandwichen er bygget op på, at alle ingredienserne passer godt sammen.

På trods af, det er første gang, stedet er besøgt, er det ikke sidste.

– Det er et dejligt sted, siger Ditte Olesen, hvis dom er helt klar:

– Bøfsandwichen var specielt god.

Ren lykke

Tilbage ved eget bord lader Dittes ord ikke meget tilbage at ønske. Det er lykkes Kohalen at skabe en bøfsandwich, der – hvis der havde været plads – smager af mere.

Alle ingredienserne kommer til sin ret – også på trods af, der er mange af dem. De kan sagtens adskilles; man kommer hele umami-cirklen rundt.

Det var dog heller ikke muligt for hverken ledsager eller journalist at spise op. Ikke, det ikke kan lade sig gøre, altså.

– Vi har haft en kvindelig kunde, der startede med tarteletter, så bøfsandwichen og til sidst pandekager til dessert, fortæller køkkenchef Rasmus Øe Nielsen.

Så, har du lyst til at prøve Danmarks bedste bøfsandwich, er der kun et råd: Der er travlt hos Kohalen – så bestil bord i god tid.

Jeg har bestilt tid i træningscentret.

Prisen for Danmarks bedste bøfsandwich er 169 kroner.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu