10 råd: Sådan giver du haven et ekstra pift

Få feriestemningen hjem i haven med eksotiske, men hårdføre planter som hørpalme, figentræ og bambus.

Tror du, det er svært at holde en køkkenhave? Ikke med de 10 planter, du finder i galleriet her. Foto: Scanpix. KLIK VIDERE OG MØD DE HÅRDFØRE PLANTER.
Tror du, det er svært at holde en køkkenhave? Ikke med de 10 planter, du finder i galleriet her. Foto: Scanpix. KLIK VIDERE OG MØD DE HÅRDFØRE PLANTER.
Udgivet Opdateret

Skal ferien bruges under danske himmelstrøg, længes du måske efter Spaniens palmealléer eller Østasiens meterhøje bambusplanter.

Fortvivl ikke. Du kan nemlig sagtens omdanne din egen have til et lille eksotisk paradis, som tilmed kan klare sig vinteren over.

Drømmer du dig til middelhavsområdet, kan du for eksempel investere i et par oliventræer, foreslår Henrik Ravn, som gennem de sidste 20 år har lavet sin egen have om til en eksotisk oase.

Han deler tip og billeder på iminhave.dk og på Instagram under samme navn.

– De tager noget tid om at blive store, så jeg vil anbefale, at man køber nogle træer med en vis størrelse. De skal stå et sted i haven, hvor der er tørt, læ og sol, siger han.

Du skal dog ikke forvente, at træerne belønner dig med saftige oliven. Det kræver mere sol og varme, end den danske sommer er garant for.

Prøv “Nordens oliven”

Er din have mere udsat i forhold til vind og vejr, kan du i stedet for et oliventræ gå efter et pilebladet pæretræ, som kaldes “Nordens oliven”. Træet har blade, der minder meget om oliventræets.

– Det giver den samme stemning, men er meget mere hårdført, fortæller gartner og landskabsarkitekt Louise Møller fra Haveselskabet.

Også planten yucca bidrager til middelhavsstemningen. Gå efter en Yucca gloriosa, der kan klare lidt mere, og sørg for at blande lidt grus og sand i jorden, hvor den skal stå, så den ikke står og søber i vand efter et regnskyl.

– Alternativt er cordyline, også kaldet palmelilje, et godt bud. Den fås i rød og grøn, men den grønne er lidt mere hårdfør og passer bedst til det danske klima, siger Henrik Ravn.

Vil du give haven et strejf af Asien, kan du gå efter bambus, som fås i flere varianter – herunder en sort bambus samt den japanske version, Pseudosasa japonica, som kan blive op mod seks meter høj og har store grønne blade.

Disse palmer kan du plante

Er du mere til sydeuropæisk stemning, kommer du ikke uden om en klassisk palme. Her er mulighederne relativt begrænsede, hvis den skal trives i det danske klima.

– Gå efter en hørpalme, råder Louise Møller og tilføjer, at den skal plantes i et område, hvor den er beskyttet mod det værste vind og vejr.

Derudover er et figentræ en oplagt måde at give haven et eksotisk pift.

– Figen kan klare det meste. Men den får de bedste betingelser, hvis man placerer den op mod en sydvendt mur. Plant den i et stort hul med jord og murbrokker – ellers bruger den alt krudtet på at slå rødder, siger Louise Møller.

Du kan også prøve kræfter med bananplanter – for eksempel dværgbanan – men de kræver lidt mere arbejde at holde i live.

Start i det små med hårdføre planter

Er du helt grøn i køkkenhaven, bør du være påpasselig med, hvor stort et brød du slår op, har Louise Møller også tidligere fortalt til Ritzau.

– Start i det små, og går det godt, så kan du lave den lidt større til næste år. Køkkenhaven kræver nemlig meget arbejde i forhold til at skulle luge ud sommeren igennem, og lige pludselig kan det løbe lidt fra én, siger hun.

Hun foreslår derfor at plante de ting, som du selv bruger i køkkenet.

Tre gode fif til køkkenhaven

  • Vanding: Vand hellere en gang om ugen i stedet for små vandinger i løbet af uge. Gør det enten tidlig morgen eller sen eftermiddag i stedet for midt på dagen.
  • Tidligt i gang: Planter du kartofler, radiser og salat tidligt, får du både et tidligt output og har mulighed for at plante flere gange i løbet af sommeren.
  • Ny energi: Man bør lave en vedvarende pleje af sin køkkenhave i form af at tilføre nye kompost. Man fjerner nemlig hele tiden energi fra jorden, når man høster sine grøntsager, og derfor skal man også huske at tilføre ny energi.

Kilde: Jesper Carl Corfitzen

Du kan se en liste over 10 af de nemmeste planter at dyrke i køkkenhaven i galleriet ovenfor.

Powered by Labrador CMS