11-årig reddet af forbipasserende

Dreng kunne ikke bunde i iskoldt vand i kanal i København

Udgivet Opdateret

En dreng gik lørdag aften gennem isen på en lille kanal i København, oplyser politiet, som bruger hændelsen som et lærestykke.

Det var ved 19.20-tiden, at folk, der tilfældigt kom forbi, fik øje på den 11-årige i vandet nær indkøbscentret Fisketorvet, oplyser politiinspektør Rasmus Skovsgaard fra Københavns Politi.

– Var han ikke blevet set, kunne sagen have fået et helt andet udfald, siger politiinspektøren.

Et vidne fik fat i en redningskrans, der blev smidt ud til drengen, som ikke kunne bunde.

Var i vandet i fem minutter

I alt nåede han at opholde sig i det kolde vand i cirka fem minutter.

– Han var forkommen og chokeret, siger politiinspektøren om drengen, som blev tilset af reddere i en ambulance og derefter kørt hjem til sin mor.

For politiet er episoden en hændelse, der viser, at det er klogt at følge anvisningerne om is fra kommune og andre myndigheder.

Klik videre i galleriet ovenfor for at se, hvordan man skal redde en person, der er gået gennem isen.

Newsbreak.dk har tidligere beskrevet, hvordan flere andre københavnere ikke fulgte myndighedernes anbefalinger om færdsel på isen lørdag.

Det kan du læse mere om her:

Politiet advarer: Folk strømmer til

Powered by Labrador CMS