13-årig Youtube-stjerne død: Familie i sorg

Udgivet Opdateret

Familien Bratayley blev Youtube-stjerner over night. Det ældste barn, drengen Caleb, døde den 1. oktober

Et tragisk dødsfald har rystet familien Bratayley. Den 13-årige søn i familien døde den 1. oktober af naturlige årsager, skriver familien på deres Youtube-kanal og Instagram-konto.

– Igår klokken 7.08 døde Caleb Bratayley af naturlige årsager. Det er et chok for os alle. Ord kan ikke beskrive, hvor meget, vi vil savne ham. Hans utroligt sjove, kærlige og vidunderlige væsen fik os alle til at forelske os i ham som Youtuber, ven, bror og søn, skriver moderen på den officielle Instagram-konto.

Familien Bratayley blev kendt på Youtube, efter de begyndte at lægge videoer af familien på video-siden. Videoerne er typisk hverdags-situationer krydret med reality-lignende scenarier. Familien begyndte at dele ud af deres privatliv i 2010, og videoerne har fået over en milliard views, skriver Vanity Fair. Den mest populære episode fik 22 millioner streaminger alene.

For første gang beder familien nu deres følgere om at respektere deres privatliv.

Dødsfald vækker undren

Blandt familiens trofaste følgere er der både sorg og undren. Hvordan kan en tilsyneladende sund 13-årig dreng lige pludselig dø af naturlige årsager? Dagen før Caleb døde, optrådte han i hvad der skulle blive hans sidste video. I videoen joker han med sine søstre og sin mor, mens familien spiser morgenmad.

I kommentarsporene til både den sidste video med Caleb og artiklen hos Vanity Fair melder flere fans sig på banen med teorier om Calebs død. Flere skriver, at “en 13-årig dør ikke bare af naturlige årsager” og forventer, at en obduktion vil give svar.

Andre spekulerer i, hvad Caleb har fejlet og pointerer utydelig tale og Calebs manglende evne til at udtale ord.

Hvad sker der nu?

I artiklen fra Vanity Fair fremhæves det, at familiens valg om at være offentlige på Youtube, fremsætter et ukendt dilemma. Det er ikke sket før, at en vlog-familie har skulle tage stilling til dens fremtid som Youtubers efter et dødsfald.

Flere vloggers har opnået stor berømmelse og rigdom fra deres reality-lignende Youtube-kanaler. En blanding af reklame-indtægter, merchandise og andre indtægter fra for eksempel personlige optrædener har gjort nogle af vloggerne millionærer.

Det er sket flere gange, at en tv-serie har skulle forholde sig til et dødsfald på settet. For eksempel døde John Ritter, da han spillede familiefar i serien “8 simple rules”, og serien fortsatte – og anerkendte dødsfaldet. Andre gange forbigår man et dødsfald med en anden storyline.

I dette tilfælde er familien Bratayley nødt til at anerkende Calebs død og finde en vej tilbage til grin, skriver Vanity Fair.

Fakta

Familien Bratayley er en amerikansk familie, der (under pseudonym) filmer ders dagligad og lægger videoerne på Youtube.

Bratayley-kanalen har knap 1,7 millioner følgere, og videoerne er set over en milliard gange.

@Bratayley på Twitter har over 61.000 følgere, og på Facebook synes 96.124 personer godt om familien. På Instagram har familien 517.000 følgere.

Powered by Labrador CMS