20-årig sigtes for drab på kvinde

Han har relation til kvinden

Udgivet Opdateret

Søndag middag fremstilles en 20-årig mand i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved.

Her vil en anklager kræve ham varetægtsfængslet for drabet på en 39-årig kvinde, som lørdag blev fundet død i Vordingborg.

Det oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog lørdag klokken 13.19 en anmeldelse om, at en 39-årig kvinde kort forinden var fundet død i et buskads på Oringe i Vordingborg under omstændigheder, der ikke umiddelbart har kunnet klarlægges.

Politiet kunne kort efter anmeldelsen anholde en 20-årig mand, der har en relation til afdøde.

Søndag morgen er politiet ikke mere meddelsomt.

– Jeg kan ikke komme ind på deres relation, hvordan hun er død eller andre detaljer i sagen, siger Søren Ravn-Nielsen.

– Undersøgelserne er stadig i gang, så vi er nødt til at holde kortene tæt til kroppen, forklarer han.

Powered by Labrador CMS