300.000 får brev i e-boks

Stor undersøgelse skal klarlægge, hvordan danskerne har det

Borgerne vil blandt andet blive spurgt til madavner, motion, stressniveau og alkoholforbrug. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Fredag ligger der en besked i e-boksen eller et brev i postkassen hos 300.000 danske borgere med overskriften “Hvordan har du det?”

Det er et af de spørgsmål blandt en lang række andre sundhedsspørgsmål, der bliver stillet i Danmarks største sundhedsundersøgelse, der indledes fredag. Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under videoen

Afsenderen er Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed. Baggrunden er, at de gerne vil vide noget mere om, hvordan borgene i Danmark har det.

Svarene skal blandt andet hjælpe sundhedsvæsenet med at målrette hjælpen til borgerne.

Og jo flere, der svarer, jo bedre, er det, siger formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose.

– Det er et rigtig godt redskab for kommuner og regioner, når vi planlægger vores sundhedsindsatser. Det giver et uvurderligt indblik i, hvordan danskernes sundhed er, og hvor vi skal sætte ind, siger hun.

– Undersøgelsen giver nogle væsentlige resultater, som både bruges i sundhedsaftaler og til at sætte konkrete indsatser i gang, som kan højne danskernes sundhed, siger Stephanie Lose.

Tilfældigt udvalgt

Deltagerne er tilfældigt udvalgt, og det er frivilligt, om man vil deltage. Svarfristen er 12. maj.

Det er fjerde gang, at danskernes sundhed bliver undersøgt så omfattende, som tilfældet er. Det skete første gang i 2010 og siden hen i 2013 og 2017.

– Det er et stort og omfattende arbejde, som kræver meget af dem, der laver det, og de borgere, der deltager. Nu får vi sammenligningsgrundlag med 12 år gamle tal, og det giver en reel værdi, siger Stephanie Lose.

Sundhed haltede

Ifølge Danske Regioner viste resultat fra 2017, at det haltede med danskernes sundhed. Over halvdelen af de voksne respondenter var overvægtige, og flere unge var blevet rygere og havde et højt stressniveau.

Det er meningen, at svarene skal give mulighed for at igangsætte lokale projekter og lignende, der kan hjælpe på danskernes sundhed og trivsel.

Undersøgelsen i 2017 var blandt andet med til at få Roskilde Kommune til at etablere et såkaldt Mandefællesskab for mænd over 60 år.

Det viste sig nemlig, at andelen af især mandlige borgere, der havde sjælden kontakt med familie og venner var steget med 50 procent på syv år.

Fortroligt

Stephanie Lose understreger, at deltagernes data bliver behandlet med fortrolighed.

– Vi opbevarer data sikkert, og vi bruger ikke den enkelte borgers besvarelse, men det samlede billede.

– Borgerne, der får den her invitation, skal vide, at det er en kæmpestor hjælp for os at få det her indblik, siger hun.

Resultaterne fra dette års undersøgelse bliver lagt frem i marts 2022.

Powered by Labrador CMS