Advarsel: Metalsplinter fundet i pålæg – igen

For anden gang på få dage må Fødesvarestyrelsen advare mod metalsplinter i pålæg fra Dansk Supermarked Group.

For anden gang på få dage advarer Fødevarestyrelsen mod metalsplinter i pålæg solgt i Netto og DøgnNetto. Foto: Christian Lindgren/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Så er den gal igen med metalsplinter i pålæg.

Denne gang er det Levevis Hjortespegepølse, der er fundet metal i. Derfor tilbagekalder Fødevarestyrelsen nu denne vare.

Det er 80 gram pakninger mærket med “Holdbarhedsdato: 17.06.2016”, der kaldes tilbage.

Pakkerne er solgt i Netto og DøgnNetto i hele landet.

Mandag kunne Newsbreak.dk fortælle om pålægget “Vores Frække Frederik”, hvori der også var fundet metalsplinter.

– De to pølser er ikke produceret på samme fabrik. Det skriver kommunikationskonsulent ved Dansk Supermarked Group, Julie Spanner Kloppenborg, i en mail til Newsbreak.dk.

Hjortespegepølsen er produceret hos EG-Fleischwarenfabrik Dieter Hein Gmbh & Co. KG, som Newsbreak.dk har været i kontakt med. Desværre var der ingen på fabrikken torsdag aften, der kunne svare på, hvordan der er kommet metalsplinter i spegepølsen. Det er faren for, at samme problem er i andre pakker end i den ene, hvor metallet blev opdaget, der har fået Fødevarestyrelsen til at advare danskerne.

Metalsplinter kan forårsage skader på tænder, i mundhule og svælg ved indtagelse, derfor skal man straks kassere varen eller levere den tilbage til butikken, hvor den er købt.

Powered by Labrador CMS