Afslører: Så rig er han

Som den blot fjerde sportsstjerne nogensinde har Lionel Messi rundet én milliard dollar i karriereindtjening.

Udgivet Opdateret

Verdens største sportsstjerner tjener millioner af dollar gennem karrieren. Men det er alligevel de færreste, som når en indtjening, der runder tre ekstra cifre – altså én milliard dollar (6,28 milliarder kroner).

Faktisk har kun fire sportsfolk opnået det i deres aktive karriere, og den seneste af de fire til at træde ind i den eksklusive klub er FC Barcelonas superstjerne Lionel Messi.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at det anerkendte finansmedie Forbes på sin seneste opgørelse over indtjeningerne for sportens største har opgjort Messi til nu at have rundet én milliard dollar i karriereindtjening.

Dermed træder han ind i den klub, der kun har golfikonet Tiger Woods, boksestjernen Floyd Mayweather og Messis mangeårige konkurrent på fodboldbanen Cristiano Ronaldo.

Ifølge Forbes har Messi i 2020 været den bedst indtjenende fodboldspiller med 160 millioner dollar (én milliard kroner) samlet for løn og sponsorater.

Mere end Ronaldo

Til sammenligning måtte Ronaldo “nøjes” med 735 millioner kroner i indtægt for året.

Basketball-legenden Michael Jordan har også rundet én milliard dollar i indtjening, men han rundede ikke milepælen, mens han endnu var aktiv på banen.

Hans fortsatte aftale med Nike efter karriereafslutningen er især stadig meget lukrativ.

Lionel Messi var genstand for stort drama denne sommer, da han meddelte Barcelona, at han ønskede at forlade klubben og mente sig berettiget til at gøre det kvit og frit.

Det ville Barcelonas ledelse dog ikke acceptere, og derfor har Messi måttet affinde sig med, at han skal spille endnu en sæson for den catalanske storklub.

Powered by Labrador CMS