Dansk musiker: Min søns smerter var det hårdeste

- Det er et valg at blive sammen, siger albumaktuelle Matilde Falch om presset periode i privaten.

Sangskriveren Mathilde Falch er albumaktuel med sin femte plade, “Solen brænder”. – Noget af det, jeg føler, er den nok vigtigste opgave for mig – både som musiker og som menneske – er at prøve at sætte ord på nogle af de ting, som kan svære eller dejlige i vores liv, og som jeg ved, at mange mennesker tænker og føler. – Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

– Jeg tror aldrig, jeg kan blive mig selv igen.

– Det tror jeg heller ikke, jeg kan … Men så må vi blive noget nyt. Vi må lære hinanden at kende på ny og blive glade i det.

Ordudvekslingen faldt en nat mellem musikeren Mathilde Falch og hendes mand, komiker og manuskriptforfatter Jesper Juhl, i frustration og håbløshed over, at parrets søn havde fået en hård start på livet.

Lille Leo blev født med refluks. En lidelse, hvor der er tilbageløb af mavesyre fra mavesækken til spiserøret.

Det giver halsbrand og sviende smerter.

Kedelig kærlighed

De nybagte forældre befandt sig i et vakuum af sorg og søvnløshed over at se deres lille dreng i store smerter, som holdt både ham og dem vågne, og det tærede på parret.

– Der er rigtig mange sange, film og historier om starten og slutningen på et forhold, men ikke om den kedelige kærlighed, hverdagen, som jeg kalder den, siger Mathilde Falch.

Hendes refleksioner er blevet til pladen “Solen brænder”, som udkommer 21. maj.

Det er musikerens femte album, som hun udgiver på sit eget pladeselskab, Just For The Record.

– Vi har været gennem så meget, som kun den anden forstår. Den type kærlighed har jeg gerne villet beskrive – når man har set det dårligste af hinanden og stadig elsker, siger Mathilde Falch.

– Det er sundt at blive mindet om, hvad man forelskede sig i og huske på de løfter, man gav hinanden.

Alkohol og stoffer

Selv om hun kun er 31 år, har Mathilde Falch været gift med Jesper Juhl siden 2012.

Parret mødte hinanden, da Mathilde Falch i slutningen af teenageårene flyttede til København.

Hun kunne godt mærke, at han kiggede på hende, men hun kunne ikke lukke ham ind.

Hun var ung – ti år yngre end ham – og urolig.

Hun drak, tog stoffer, var vildtfarende.

– Jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle være sammen med en stabil, sød type, som ville mig det godt, fortæller Mathilde Falch.

– Det tog mig nogle år at finde ud af. Heldigvis ville Jesper stadigvæk også. Vi valgte ret hurtigt derfra, at det var for livet, og at vi skulle have et godt liv sammen, som var fedt og sjovt. Det var vores mål.

Skreg i 20 timer

Efter seks års forhold udvidede parret familien.

Mathilde Falch ventede en lille dreng, og selv om både hun og Jesper Juhl udmærket vidste, at familielivet var et helt nyt kapitel i forhold til det ungdommelige, ubekymrede liv, de levede, anede de ikke, hvad der ventede dem.

– Jesper og jeg var virkelig i symbiose før. Vi var virkelig gode til at gå ud, hygge os og lave alt muligt sammen. Det forsvandt lige pludselig. Vores hjerter var knuste over at se vores søn have det så dårligt.

– At blive Leos mor er det største og bedste, jeg har oplevet. Ikke at kunne fjerne mit barns smerte er det absolut hårdeste, jeg har prøvet. Også selv om jeg har haft det virkelig dårligt psykisk, siger Mathilde Falch.

Leo skreg mellem 10 og 20 timer om dagen.

Han kunne ikke ligge selv, men var altid i sine forældres arme det første halvandet år af sit liv.

Han skulle vugges for at falde i søvn og vugges for at forblive i den. Efter 20 minutter vågnede han i et skrig, og det tog timer, før han igen faldt hen.

Sådan var det. Døgnet rundt.

Konstant alarmberedskab

Musklerne var så anspændte, at de knap kunne strække armene ud, når den anden tog over og holdt Leo.

– Vi var i konstant alarmberedskab. Vi kunne aldrig slappe af, for vi vidste, at lige om lidt ville det hele begynde forfra, fortæller Mathilde Falch.

– Selv om vi ikke kunne stoppe hans smerter og gråd, så skulle han mærke, at vi var der. Det er noget, der virkelig bygger selvværd op, har vi fået at vide. Det er også vigtigt for mig, for jeg synes, det er en vild verden, vi lever i.

Lægerne anbefalede at holde Leo smertedækket døgnet rundt, men det tog kun toppen af det.

Han sov så lidt, at Mathilde Falch og Jesper Juhl frygtede, at hans hjerne ville tage skade.

På et tidspunkt blev den lille familie indlagt i en uge.

En af sygeplejerskerne begyndte også at græde af fortvivlelse.

– Jesper og jeg var rigtig, rigtig pressede og ulykkelige og fik sagt en masse lort til hinanden af træthed og desperation, fortæller Mathilde Falch.

– Vi fik det begge sådan, at det i en kort periode var lettere at være ude og sammen med andre mennesker, som ikke syntes, man var pissekedelig og irriterende. Der blev det virkelig tydeligt, at det er et valg at blive sammen.

Nye interesser

Processen med at genvælge hinanden er også blevet et tema på pladen.

– Jeg lod mig mærke meget af, at det hele lige pludselig var så usikkert, for det havde jeg aldrig følt før. Der tror jeg, at vi begge vågnede op og gjorde en indsats. Vi VIL blive gamle sammen, siger Mathilde Falch.

– Mine svære perioder i livet har gjort mig meget bevidst om, at man skal vælge sin glæde og virkelig tage det seriøst og reagere, hvis man mærker, at noget ikke er rart.

For at finde tilbage i symbiose måtte de give hinanden plads.

Jesper Juhl begyndte at interessere sig for ure og havde brug for at tage ud med sine venner og drikke whisky.

Mathilde Falch gik ind i sig selv og kastede sig over at undersøge, hvad der kunne gøre Leo rask.

Hun afprøvede alternative behandlinger og læste til zoneterapeut og børnesundhedsvejleder ved siden af.

– Det kunne være let for mig at grine af, at det var nogle overfladiske ting, han gik op i, mens han nemt kunne have sagt, at jeg var blevet en sundhedsguru. Men vi respekterede hinandens måder at håndtere vores situation på, siger Mathilde Falch.

Fik det bedre

– I stedet for at bremse hinanden kom vi ud og lavede nogle sjove ting hver for sig, så vi kunne være federe personer derhjemme. Humoren er så grundlæggende for mit liv og mit ægteskab.

– Jesper er så meget grunden til, at jeg har det godt og har en fremtid, jeg glæder mig til. Vores kærlighed har gjort så meget godt for mig, at det er noget, jeg virkelig tænker meget over ikke at ødelægge.

Med tiden fik Leo det langsomt bedre.

Det samme fik hun og Jesper Juhl.

– Jeg er glad for, at vi havde været sammen i så mange år, før det skete. Vi ved, at vi virkelig godt kan lide hinanden. Ellers tror jeg ikke, vi havde været sammen nu, siger Mathilde Falch.

– Når man har været sammen i mange år, findes skønheden også i, at man har været igennem så mange ting, at man kan kigge tilbage på de ting, som var magiske i starten.

Leo er i dag en frisk lille fyr – sund og rask – på 3,5 år med fuld fart på.

Han er eventyrlysten, sjov og så kærer han sig om andre.

Udskrevet fra psykiatrisk afdeling

– Det har hele tiden holdt mig op, at jeg kunne se, hvor sindssygt livsglad han var på trods af smerterne, siger Mathilde Falch.

– Fra han begyndte at kravle, har han altid opsøgt dem, der har været kede af det eller slået sig på legepladsen. Han er sindssygt opmærksom, og det, tror jeg, er, fordi han kender til at have det ubehageligt.

Mathilde Falch kan se meget af sig selv i ham.

– Alt andet er i bund og grund ligegyldigt, hvis ikke du kan være noget for dem, du har tæt, siger hun.

– Da jeg som ung blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling, havde min søster fået sin søn, min nevø, og det blev min første tilknytning. Jeg ville gerne være noget for ham, og det blev min motivation for at få det bedre og holde mig sund og rask.

– Jeg ved, hvor mange der ikke bliver raske, så i den taknemmelighed føler jeg også, at der ligger et ansvar. Hvordan man får et godt liv, handler for mig om at være noget for andre mennesker.

Mathilde Falch er ambassadør for Red Barnet og Landsforeningen Sind.

Livet gør os hårde

Hun modtager dagligt beskeder fra folk, som ser hende som inspiration eller slet og ret er så meget på skideren, at de ikke aner, hvad de skal stille op.

Hun har fået det skrevet ind i kontrakten i den kommende sæson af “Toppen af poppen” at sætte fokus på psykisk sårbarhed.

– Min sangskrivning og mit ambassadørskab kommer fra det samme. At formidle og være noget for andre. Det er drivkraften til, at jeg har fået et godt liv. Det og musikken og Jesper, som på mange måder er mit symbol på livet, siger hun.

– Jeg bruger ubevidst min smerte til at støtte andre i samme situation. Jeg vil ikke have været så syg uden at kunne bruge erfaringerne til at hjælpe andre. Det samme med Leo.

Mathilde Falch har skabt netværket Refluksfamilie for andre i samme situation, som hun og Jesper Juhl befandt sig i.

– At opleve sit barn være så ked af det har allerede knust en del af mit hjerte. Det kan ikke blive knust på samme måde igen. Livet gør os hårde. Det er ærgerligt. Men det er den uskyld, vi alle nok mister lidt på hver vores måde for at kunne klare det. Men jeg prøver at se styrken i vores kampe.

– Jeg kunne ikke have klaret alt det med Leo, hvis ikke jeg havde været alt muligt andet lort igennem i mit liv, siger Mathilde Falch.

“Solen brænder” udkommer 21. maj.

Powered by Labrador CMS