Beboer anholdt for hærværk mod politikeres ejendom

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

En beboer fra det venstreradikale kollektiv Bumzen på Nørrebro i København er tirsdag blevet anholdt for hærværket mod Folketingets ejendom i Tordenskjoldsgade i oktober sidste år.

Anholdelsen skete under en ransagelse af kollektivet i Baldersgade, bekræfter Københavns Politi over for Berlingske Nyhedsbureau.

»Vi var ude at ransage, fordi vi har fundet frem til, at to af gerningsmændene skulle bo der. Vi fandt den ene og anholdt ham. Den anden person var ikke til stede,« siger politikommissær René Espeløv Hansen.

Ud over at finde en af de formodede gerningsmænd fandt politiet spraydåser magen til dem, der blev benyttet ved hærværket, og el-pærer, som ifølge politiet bruges til malerbomber. Desuden fandt politiet fem totenschlægere på den anholdtes værelse. Han bliver nu udover sigtelsen for hærværk sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Ejendom huser flere folketingspolitikere

Hærværket i oktober sidste år var rettet mod en ejendom, hvor flere folketingspolitikere har adresse. Der blev knust fem ruder, malet graffiti på fire parkerede biler, smidt maling på facaden og malet slagord som »korrupte svin«.

Ifølge internetmediet Modkraft har politiet ud over spraydåser, el-pærer og våben også fundet tøj, der sammen med DNA-spor og videoovervågning fra gerningsstedet kan knyttes til den anholdte.

Anholdt mand løsladt igen

Den anholdte er blevet løsladt igen, men politikommissær René Espeløv Hansen understreger, at man fastholder sigtelsen. Han oplyser desuden, at der efter politiets opfattelse har været flere end de to unge mænd i starten af 20erne med til at begå hærværket. Politiet har dog endnu ikke identificeret flere af gerningsmændene.

Beboerne i kollektivet Bumzen er vrede over ransagningen og har indkaldt til en protestdemonstration på Nørrebro tirsdag aften under overskriften »Bumzen calls to demonstration against police repression!«. På Facebook er der foreløbig 162 deltagere.

»Det er at overreagere,« lyder kommentaren fra Rene Espeløv Hansen.

Powered by Labrador CMS