Bliver de første turister i rummet

Med en pris på anslået 338 millioner kroner per billet er fire mænd blevet udvalgt til en privat rummission

Den spansk-amerikanske astronaut Michael Lopez-Alegria skal lede “Ax-1”-missionen til ISS. (Arkivfoto) Foto: Sergei Remezov/Reuters
Udgivet Opdateret

Den private rumfartsproducent Axiom Space har udvalgt fire mænd, der som betalende rumturister skal flyve til Den Internationale Rumstation (ISS).

Det oplyser den nystartede virksomhed med hovedsæde i Houston i delstaten Texas torsdag.

– Den første private ISS-besætning i menneskehedens historie er blevet sammensat, skriver Axiom Space, der blev grundlagt i 2016, på Twitter.

De fire mænd kommer fra henholdsvis USA, Canada og Israel.

Der er tale om den amerikanske iværksætter Larry Connor, den israelske iværksætter og pilot Eytan Stibbe og den canadiske investor Mark Pathy.

Michael Lopez-Alegria, der er tidligere astronaut hos den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, skal lede missionen.

Tesla-ejer står bag

Bag missionen, der tidligst ventes at blive skudt i gang næste år, står Axiom Space sammen med Nasa og det private rumfartsselskab SpaceX, der ejes af milliardæren Elon Musk, som også ejer elbilproducenten Tesla.

Der har været rumturister på ISS adskillige gange før. Med Axiom Space-missionen, der har fået navnet “Ax-1”, vil det dog være første gang, at der er tale om en udelukkende privat besætning.

Ifølge medierapporter koster billetter til missionen omkring 55 millioner dollar per person svarende til cirka 338 millioner kroner.

Ifølge de nuværende planer vil de fire mænd tidligst påbegynde deres rejse mod ISS i januar 2022 om bord i en “SpaceX Crew Dragon”-kapsel og derefter tilbringe otte dage på rumstationen, før de vender tilbage til Jorden.

Under opholdet på ISS skal de fire mænd deltage i forsknings- og filantropiprojekter – meget lig det arbejde, som regeringsbetalte astronauter udfører under længere ture til ISS.

Den Internationale Rumstation har siden 1998 kredset omkring Jorden med en hastighed på cirka 28.000 kilometer i timen – svarende til 16 kredsløb om Jorden i døgnet.

Rumstationen ligger i en højde af cirka 386 kilometer over Jorden og vejer omkring 450 ton.

Powered by Labrador CMS