Borgmester stopper

Socialdemokraten Winni Grosbøll, der blandt andet er et kendt ansigt ved Folkemødet, stopper som borgmester.

Winni Grosbølls (S) tid som Bornholms borgmester lakker mod enden, efter at hun har takket ja til et andet job. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Udgivet Opdateret

Winni Grosbøll (S) forlader borgmesterposten på Bornholm, da hun i det nye år skal være direktør for Friluftsrådet.

Det skriver hun på Facebook.

Den profilerede socialdemokrat har haft borgmesterposten siden 2010.

– Jeg var kun 33, da jeg blev valgt for 11 år siden, og siden har det fyldt langt de fleste vågne timer i mit liv. Jeg elsker Bornholm! Og jeg har i de sidste mange år ikke haft mange stunder hvor jeg ikke har tænkt Bornholm, skriver hun på Facebook.

– Det har været en kæmpe ære og en fantastisk rejse, hvor jeg har mødt og arbejdet med de mest fantastiske, kloge, spændende, hårdtarbejdende mennesker fra nær og fjern om at udvikle vores Bornholmske samfund, skriver hun.

Kendt ansigt

Grosbøll er blandt andet et kendt ansigt i forbindelse med Folkemødet, som finder sted i Allinge på Bornholm.

Sammen med eksminister Bertel Haarder (V) er hun en af de centrale figurer i skabelsen af Folkemødet på Bornholm.

Folkemødet blev aflyst i år på grund af den igangværende coronakrisen.

Hun kaldte tidligere i år aflysningen for en korrekt beslutning, men noget “møg” for øen, som mister mange millioner kroner i indtægter.

– Lige nu står vi over for en kollapset påske, og vi har en turistsektor, der ikke er kommet i gang, fordi der ikke kommer gæster, og nu kommer det her, sagde hun dengang.

Et år før valget

Meldingen om borgmesterstoppet fra Grosbøll kommer et år før næste kommunalvalg.

– Alting har sin tid – også en borgmesters – og jeg glæder mig nu til at kunne følge udviklingen af øen lidt mere fra sidelinjen.

– I vil stadig kunne høre min lidt for høje latter i bybilledet, men jeg vil nyde at træde ud af lokal tv’s projektør og ikke altid skulle vågne op med en god forklaring på stort set alt mellem himmel og jord, skriver hun.

Powered by Labrador CMS