Brændte Mette F.-dukke: Så mange er anholdt

Politiet har anholdt yderligere én mand for afbrænding af dukke forestillende statsminister Mette Frederiksen

Udgivet Opdateret

To personer er anholdt og sigtet efter straffelovens bestemmelser om angreb på regeringen, oplyser Københavns Politi.

Anholdelserne sker, efter at en dukke forestillende statsminister Mette Frederiksen lørdag blev brændt af ved en demonstrationen på Frederiksberg. Politiet har efterforsket sagen lørdag nat og søndag.

Dukken var påmonteret et skilt med ordene “Hun må og skal aflives”.

– Det er fuldstændig uacceptabelt at fremføre så alvorlige trusler i et demokrati, og derfor er jeg godt tilfreds med, at den omfattende efterforskning allerede har ført til anholdelser i sagen, siger politidirektør Anne Tønnes, i en pressemeddelelse.

De anholdte er to mænd på 30 og 34 år. De bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Københavns Politi har efterforsket sagen i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET), og politiet kan ikke udelukke, at endnu flere bliver anholdt.

Strafferammen for overtrædelse af paragraf 113, som de to er sigtet for at overtræde, er 16 års fængsel. Dermed er paragraffen blandt de mest alvorlige i straffeloven.

Flere mænd sigtet

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at der er rejst yderligere sigtelser mod de to mænd.

Der er tale om paragraf 266, som man kan straffes efter, hvis man “truer med at foretage en strafbar handling, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd”.

Politiet har rejst en underordnet sigtelse om, at truslerne skal anses som fremsat mod et medlem af regeringen, hvilket er en skærpende omstændighed.

Det kan komme i betragtning, hvis retten ikke er enig i, at der er tale om en overtrædelse af den alvorlige bestemmelse – paragraf 113.

Søndag eftermiddag har justitsminister Nick Hækkerup (S) endnu en gang understreget, at hændelserne ved lørdagens demonstration var uacceptabelt.

Demonstrationen var arrangeret af gruppen “Men in Black”, der blandt andet er trætte af coronarestriktionerne og nedlukningen af landet.

– Landets love skal overholdes. Punktum. Vi er alle sammen frustrerede over den coronaepidemi, der nu har hærget Danmark og hele verden i et år. Vi håber alle, at det snart går over, og at vi igen kan lempe restriktionerne. Der er vi desværre bare ikke endnu, skriver Hækkerup blandt andet på Facebook.

Politikere til tasterne

Flere politikere har desuden reageret på episoden.

Se et udpluk af reaktioner her fra Twitter og Facebook:

Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen:
– Stærkt ubehageligt! Dukke af Mette Frederiksen med påskrift “hun må og skal aflives” blev klynget op, sat ild til og spyttet på som del af aftenens “demonstration”. Demonstrere har man ret til, men det her hører ingen steder hjemme!

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen:
Jamen – er folk da blevet bimlende vanvittige. Sådan gør vi ikke i Danmark. Helt enig med Jesper Petersen i at dette er stærkt ubehageligt – for at sige det mildt.

De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen:
– Det er afstumpet og afskyeligt det her. Stop det.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde:
– Simpelthen uanstændigt at klynge en dukke op af statsministeren og sætte ild til den. Helt fint at være politisk uenige, men det her er under lavmålet og ikke fordrende for en konstruktiv dialog og debat.

Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper:
– Anti-corona-restriktion-demonstration her til aften bød åbenbart blandt andet på en “life size” dukke, der forestillede Mette Frederiksen.

– Som blev hængt og brændt med en tekst, jeg ikke vil gengive. Det er nok det mest grænseoverskridende, jeg har set herhjemme. Forfærdeligt og skræmmende.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl:
– Nødvendigt med klar og entydig afstandtagen til afbrænding af dukke, der skal forestille statsminister Mette Frederiksen!

– Det er slet ikke måden, det skal foregå på her i vores land. Der er mange demokratiske måder at sige fra på. Brug dem i stedet!

Powered by Labrador CMS