Christian Eriksen: Alt om Inters danske superstjerne

Hvad tjener Christian Eriksen nu, han spiller for Inter, hvad hedder hans kæreste og søn, og hvem har han spillet for? Få svarene her.

Udgivet Opdateret

Christian Eriksen skiftede officielt fra Tottenham Hotspur i England til Inter Milan i Italien 28. januar 2020. Det offentliggjorde den italienske klub selv i en nyhed, hvor man også kunne læse, at den offensive midtbanespiller havde underskrevet en kontrakt for fire og et halvt år, til 30. juni 2024.

Hvad tjener Christian Eriksen?

Det er ikke helt sikkert, hvad den danske stjerne kommer til at tjene under sit ophold i Italien, men ifølge Sky Sports lyder ugelønnen på 130.000 pund. Det er mere end én million kroner om ugen, og en årsløn på knap 60 millioner danske kroner.

Hvor har Christian Eriksen spillet?

Han skiftede fra OB til Ajax, mens han var ungdomsspiller, og i sin seniorkarriere har han spillet for følgende klubber:
– Ajax Amsterdam
– Tottenham Hotspur
– Inter Milan

Er Christian Eriksen gift?

Han er ikke gift, men den danske fodboldstjerne er kæreste med danske Sabrina Kvist Jensen. Sabrina holder sig generelt ude af rampelyset, men Christian har selv fortalt lidt om, hvordan det var for parret at flytte til England, for at han kunne udleve sin fodbolddrøm.

– Du skal håndtere det fysisk og psykisk. Jeg kan godt håndtere det, fordi jeg lever og ånder for mit job. Det er hårdt for min kæreste. Jeg ville selvfølgelig gerne kunne gå i byen med hende og hendes venner, men det passer bare ikke sammen med at spille i England, sagde Christian Eriksen i et interview med Mirror tilbage i 2016.

Har Christian Eriksen børn?

Christian Eriksen og Sabrina Kvist Jessen har sammen sønnen Alfred. Han blev født 4. juni 2018, kort før VM i Rusland. Fødslen blev holdt hemmelig for offentligheden, og Eriksen kunne selv offentliggøre det, da han vendte tilbage til en landsholdssamling, der blev afholdt umiddelbart før VM i Rusland.

Christian Eriksen blev solgt til Inter Milan i januar 2020. Foto: Miguel Medina/Scanpix.
Christian Eriksen blev solgt til Inter Milan i januar 2020. Foto: Miguel Medina/Scanpix.

Den nybagte far hyldede i øvrigt sønnen 9. juni 2018. Det gjorde han efter at have scoret til 2-0 i en træningskamp mod Mexico. Han havde da datoen 04-06-2018 indgraveret på sin støvle.

– Det kan jeg takke Nike for. De har været hurtige til at få indgraveret det, og det var jeg glad for.

– Jeg håber, at jeg kan få fortalt ham om det, når han bliver ældre, sagde Christian Eriksen efter kampen på Brøndby Stadion, ifølge Ritzau.

Det vi alle spø'r om

Denne artikel er en del af serien “Det vi alle spø’r om”, hvor vi på Newsbreak.dk forsøger at give nogle af de svar på aktuelle emner, som danskerne søger på søgemaskiner som Google.

I serien forsøger journalisten at give nogle konkrete svar på aktuelle navne, begivenheder og begreber ud fra de søgninger, som vi enten ved bliver lavet på Google – eller de søgninger journalisten formoder kommer i kølvandet på den aktuelle sag.

Det er ikke alle spørgsmål, vi søger svar på, som vi konkret kan besvare. Det kan være svar på fremtidige begivenheder som eksempelvis Tour de France 2021, hvor vi endnu ikke ved hvilke danske ryttere, der deltager – eller i forbindelse med Christian Eriksens skifte til fodboldklubben Inter, hvor vi ikke præcist kan give svar på, hvad han tjener. Men vi forsøger at komme så tæt på som overhovedet muligt.

God læselyst

Uffe Dahl,
Redaktør, Newsbreak.dk

Powered by Labrador CMS