Dagens vejr byder på op til 12 graders varme

Weekendens vejr står i skærende kontrast til vejret for en uge siden

Udgivet Opdateret

Visse steder i Danmark har lørdag udsigt til temperaturer op til 12 graders varme. Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, oplyser, at foråret banker på døren. Det gælder bare ikke alle steder.

Weekendens vejr står under alle omstændigheder i skærende kontrast til det, Danmark oplevede for bare en uge siden, hvor temperaturerne lå omkring frysepunktet.

Vejret er vendt

DMI oplyser, at der i dag er udsigt til op til 12 graders varme i den sydlige del af Jylland, mens der på landsplan er udsigt til temperaturer mellem 5 og 10 graders varme.

De lune temperaturer er dog ikke forbeholdt alle landets borgere. Bor man ved kyster med pålandsvind, vil vejret ikke føles helt så varmt.

Den store forskel i temperaturer på de to weekender skyldes, at Danmark i sidste weekend havde en kold nordøstlig strømning af arktisk luft. I denne weekend er strømningen vendt, og der kommer derfor varmere luft til fra syd og sydvest.

Det betyder dog ikke, at vinteren helt har sluppet sit tag i Danmark. Der er derfor i morgentimerne risiko for pletvis rim- eller isglatte veje, særligt i den østlige del af Danmark.

Det fortsætter

DMI oplyser, at vejret søndag også ser fint ud. Her er der udsigt til temperaturer mellem 9 og 13 graders varme. Natten til søndag passerer en front med regn, men derudover er der udsigt til sol og lune temperaturer, og ifølge DMI fortsætter den lune vejrtype et godt stykke ind i næste uge.

Ser man på prognosen for de kommende syv dages vejr, er der eksempelvis udsigt til temperaturer mellem 9 og 14 graders varme onsdag.

Powered by Labrador CMS