Skip to main content

Danmark lagt i dybfryseren

Frosten har stadig Danmark i et jerngreb. Især bliver nætter og morgener isnende kolde

Så er Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) klar med deres månedsprognose for resten af februar og start marts. Kong Vinter kommer stadig til at regere de næste fire uger.

Dog kan det måske opmuntre, at efter en periode med blæst, snebyger og snefygning melder DMI i prognosen på instituttets hjemmeside om mere tørt vejr, mindre blæst og flere dage med sol.

Men det bliver fortsat virkelig koldt. Det kolde vejr skyldes, at højtryk med koldluft dominerer over Nordeuropa, mens de dybe lavtryk med regn, blæst og mildere luft holder sig ude over Atlanten.

Især nætter og morgener bliver bidende kolde i hele landet. Indimellem kan vi opleve streng frost.

Ned til hele 13 minusgrader

Specifikt i uge 7 peger månedsprognosen på, at dagtemperaturen typisk vil ligge på mellem en grads frost og fire graders varme – men sidst på ugen bliver det noget koldere.

Nattemperaturen forventes at nå ned mellem 0 og fem graders frost, men enkelte stille og klare nætter falder temperaturen helt ned til mellem otte og 13 minusgrader.

Og når vi så når frem til uge 8, ser det ud til, at temperaturen for det meste vil holde sig over frysepunktet – med solens hjælp. Flere dage kan vi regne med nogen eller måske en del sol.

Dagstemperaturen vil svinge mellem 2 graders frost og 5 graders varme, mens nattemperaturen kan nå helt ned til otte minusgrader.

Ekstraordinær kold vinter

Og til slut skal vi kigge på uge 9, hvor der ikke ventes de store forandringer fra uge 8. Der er udsigt til mere tørt vejr og sol. Og ugen byder på nærmest identiske temperaturer.

Det vil sige ligeledes en dagstemperatur på mellem 2 graders frost og 5 graders varme og køligere nætter med en nattetemperatur på mellem 0 og 8 graders frost. Visse steder kan det blive endnu koldere, når vejret er stille og klart.

Ifølge DMI’s prognose ser temperaturerne ud til i gennemsnit at være noget under det normale for årstiden. Som de fleste har mærket på egen krop, så er det altså en ekstraordinært kold vinter, vi befinder os midt i. Og den er slutter ikke lige foreløbig.

Til gengæld har der været mindre nedbør, end hvad der er sædvanligt for årstiden.

Del din kommentar