Dansk superrunde

Sebastian Cappelen lavede syv birdies på anden runde af PGA-turnering og er med i weekendens finalerunder.

Sebastian Cappelen lavede syv birdies på fredagens runde af PGA-turnering på den berømte Pebble Beach-bane i Californien. Danskeren er på en delt 25.-plads inden weekendens finalerunder. (Arkivfoto) Foto: Stacy Revere/AFP
Udgivet Opdateret

Den danske golfspiller Sebastian Cappelen gik fredag den bedste runde af samtlige deltagere i PGA-turneringen AT&T Pebble Beach i Californien og sikrer sig dermed en plads i weekendens finalerunder.

Den 30-årige dansker brugte syv slag færre end banens par, og hans score på 65 slag katapulterede ham 110 pladser frem i feltet til en delt placering som nummer 25.

Cappelen lavede syv birdies, mens han klarede de øvrige 11 huller i par. Han er samlet fire slag under par efter en første runde i 75 slag.

Danskeren har endnu sin første turneringssejr til gode i karrieren. Hans hidtil bedste placering i denne sæson er en delt 11.-plads.

Jordan Spieth fra USA er efter to runder på førstepladsen i 12 slag under par.

Powered by Labrador CMS