Danskere nøgne på pyramide: Egyptisk minister tager affære

To danskere er nøgne på toppen af en pyramide i en YouTube-video. Egyptisk minister har nu taget affære.

To danskere har skabt vrede i Egypten på grund af en video, der foregår på en pyramide. På billedet her ses to af pyramiderne i Giza. Foto: Khaled Desouki/AFP
Udgivet Opdateret

En video med to danskere, der kravler til tops på en pyramide og ligger nøgne i en sexstilling har skabt vrede i Egypten.

Videoen er blevet lagt på YouTube af danskeren Andreas Hvid og var fredag aften blevet set knap 150.000 gange, før den ikke længere var tilgængelig.

I videoen ser man to danskere kravle op ad den store pyramide i Giza, som ligger sydvest for Egyptens hovedstad, Kairo. Den kaldes også Keops pyramiden.

Herefter ryger den ene af dem en cigaret, og videoen afsluttes med et billede, hvor de to ligger nøgne i en sexstilling på toppen af pyramiden.

Flere YouTube-brugere har kommenteret videoen og betonet, at de finder den upassende og respektløs.

Flere store egyptiske aviser har skrevet om videoen, og historien er ifølge DR nået helt til den egyptiske antikvitetsminister, Khaled al-Anany, som har overdraget sagen til den egyptiske anklagemyndighed.

Pyramiden blev bygget efter ordre fra den egyptiske farao Keops, der regerede fra omkring 2589 før Kristus og 23 år frem.

Keops ligger selv begravet i pyramiden, som med en højde på 130 meter er den største i Giza.

– En euforisk følelse

Over for Ekstra Bladet har Andreas Hvid forklaret, at han længe havde udset sig toppen af pyramiden som mål for videoen.

– Jeg blev besat af at få projektet til at lykkes, så jeg kontaktede nogle piger i Danmark, siger han til Ekstra Bladet.

– En euforisk følelse ramte os begge, da vi nåede toppen. Det var kulminationen på rigtig meget arbejde og mange chancer taget, siger han.

Det er endnu uvist, hvilken straf de to danskere risikerer, når de egyptiske myndigheder har behandlet sagen.

– Jeg vil holde mig ude af Egypten fremover, da jeg sandsynligvis risikerer at blive dømt, hvis jeg tager tilbage, siger Andreas Hvid.

Ovefor Ekstra Bladet ønsker Andreas Hvid heller ikke at afsløre, hvad hans næste fotoprojekt bliver.

Powered by Labrador CMS