De seneste smittetal bekymrer ledende overlæge

Der er nu foretaget mere end 16 millioner tests i Danmark

Kolding Kommune ligger i top, når det gælder smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Det har ført til lukning af skoler og daginstitutioner i Kolding by. Foto: Claus Fisker/Scanpix
Udgivet Opdateret

Selvom antallet af smittede med coronavirus covid-19 fortsat ligger lavt, til et punkt hvor landets statsminister Mette Frederiksen (S) er begyndt at tale om en genåbning af landet, så er Åse Bengård Andersen, ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet, forundret.

Statens Serum Institut oplyser, at der det seneste døgn er registreret yderligere 496 smittede med covid-19, og at den britiske variant, B117, nu er den dominerende variant af covid-19 i Danmark.

Varianten udgør 57 procent af de positive prøver, som hidtil er analyseret i uge 7. Der er dog indtil videre kun analyseret prøver for to dage i uge 7. Ugen før var andelen 46,6 procent.

Den britiske variant er mere smitsom, og den er årsagen til, at Danmark fortsat er delvist nedlukket.

Det har hele tiden været forventningen, at den ville komme til at dominere midt i februar.

Man regner med, at antallet af indlagte vil stige, i takt med at den britiske variant udgør en større andel af de smittede.

Det seneste døgns smittetilfælde er på baggrund af 133.862 testsvar – og derved ligger positivprocenten på 0,37.

Hvorfor falder det ikke mere?

Når Åse Bengård Andersen ser på smittetallene, undrer hun sig over, hvorfor de ikke er faldet endnu mere, end de allerede er.

– Min første tanke er: Hvorfor kan vi ikke komme længere ned med smittetallene, siger hun og nævner de omfattende restriktioner, der har lukket store dele af samfundet ned.

– Men det understreger jo seriøsiteten af det her. Det er ikke noget, der bare lige går væk af sig selv.

– Og det understreger også, at den genåbning, vi står foran, skal foregå i bidder, så vi hele tiden kan følge konsekvenserne af de enkelte trin, siger hun.

Kolding i top

Kolding Kommune ligger fortsat i top på listen over kommuner med mest smitte med 279 smittetilfælde den seneste uge.

Kommunen har tidligere oplyst, at en betydelig andel er fundet hos børn og unge.

Den kendsgerning bekymrer overlægen på Rigshospitalet.

– Det kan jo tyde på, at B117-varianten er mere smitsom blandt børn, hvilket er nyt, i forhold til hvad vi har set med de første coronavirus, vi fik til landet.

– Og eftersom der stadig ikke er voldsomt mange voksne, der er vaccineret, kan man jo være bekymret for, at de her børn og unge smitter deres forældre, siger Åse Bengård Andersen.

Flere vaccinerede

Dagens tal viser også, at der er fundet 60 smittede ud af 21.017 lyntest, der blev foretaget lørdag.

Der er fortsat 248 indlagte, og der er sket fem nye dødsfald. Det samlede antal indlagte har overordnet set været nedadgående siden starten af januar.

Antallet af indlagte var på sit højeste omkring årsskiftet, hvor knap 1000 var indlagt.

53 af de indlagte ligger på en intensivafdeling. 38 af dem får hjælp til at trække vejret af en respirator.

I alt har 310.006 personer fået det første stik af vaccinen, viser tal fra SSI søndag. Ud af dem har 175.195 personer fået begge stik og anses for færdigvaccineret.

Powered by Labrador CMS