Denne udsigt koster nu en tur i retten

Tre mænd og en kvinde er blevet tiltalt for ulovligt at beskytte kysten med sten ved Lønstrup i Nordjylland.

Udgivet Opdateret

En vognmand afleverede i juni 2016 flere læs granitsten på stranden ved Lønstrup for at beskytte den mod havets bølger.

Knap tre år senere er der rejst tiltale mod tre mænd og en kvinde for det, som anklagemyndigheden og Kystdirektoratet mener var ulovlig kystsikring.

Det skriver TV2 Nord.

Ifølge anklageskriftet overførte de fire personer penge til en grundejerforening, som de alle var medlem af. Pengene skulle bruges på 650 ton granitsten, som efterfølgende blev lagt ud på stranden.

De fire personer er – udover at have finansieret projektet – tiltalt for at have deltaget i selve kystbeskyttelsen.

Dette hænger sammen med, at de ifølge anklageskriftet fjernede sand og beplantning fra området ved Lønstrup Strand og medvirkede til at skubbe granitstenene ud over skrænten.

Risikerer bøder

De tiltalte mænd er henholdsvis 68, 68 og 38 år, mens kvinden er 65 år. Ifølge TV2 Nord risikerer de bøder på mellem 50.000 og 100.000 kroner.

Også grundejerforeningen, som de var medlem af, risikerer ifølge tv-stationen en bøde på 100.000 kroner.

Det var Kystdirektoratet, der politianmeldte de fire personer for brud på Kystbeskyttelsen- og Naturbeskyttelsesloven.

– Ødelæggelserne ved Lønstrup har et omfang, vi ikke har oplevet før. Det er et klart brud på loven, og derfor har vi nu meldt sagen til politiet. Den ulovlige kystbeskyttelse medfører både ødelæggelser af natur og risikerer at gøre problemerne større for grundejerne, sagde områdechef i Kystdirektoratet Hans Erik Cutoi-Toft i en pressemeddelelse tilbage i januar 2018.

I samme ombæring kommenterede Hans Erik Cutoi-Toft på de udfordringer, det kan være at have et sommerhus så tæt på kanten af en klippe, at det er let at blive nervøs over.

– Flere af sommerhusene i området ligger rigtig tæt på kanten, og jeg kan godt sætte mig ind i grundejernes frustrationer. Vi har tidligere opfordret grundejerne til at søge om tilladelse til kystbeskyttelse med sand på strækningen, som kan reducere tilbagerykningen af kysten. Det spor vil vi fortsat opfordre dem til at arbejde videre ad, og vi bistår gerne med vejledning, sagde områdechefen i pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS