Dennis hørte et højt brag fra bilen foran: Så fløj en metalskinne mod ham

Dennis Pedersen opfordrer trafikanter til at blive bedre til at spænde deres gods ordentligt fast efter en uhyggelig hændelse på motorvejen.

Udgivet Opdateret

Har du nogensinde kørt med en tungt læsset trailer, hvor du ikke lige har fået spændt alle ting fuldstændig fast, eller haft noget stikkende ud af bagenden på bilen, hvor du var lidt nervøs for, om det ville blive liggende?

Så har 32-årige Dennis Pedersen fra Sæby på Vestsjælland en klar besked til dig: Spænd nu tingene helt sikkert fast, for du risikerer at sætte andres liv på spil.

Mandag oplevede Dennis Pedersen nemlig, hvor hurtigt det kan gå grueligt galt, når der bliver tabt genstande i trafikken.

Mandag lidt efter middagstid var han sammen en kollega på vej hjem fra sit arbejde som trappevasker ad E20 Vestmotorvejen omkring Køge. Pludselig opstod der en situation, som lige så let kunne have kostet et eller flere liv. Det er Dennis Pedersen overbevist om.

– Hvis rattet ikke havde været der, så ville den have siddet lige i brystet på mig, og så havde jeg nok ikke kunne snakke med dig i dag, siger Dennis Pedersen til Newsbreak.dk om den flere meter lange aluminiumsskinne, der pludselig kom flyvende mod bilen.

– Når lige at bukke mig ned

Dennis Pedersen fortæller, at uheldet skete, da han lå bag en stor BMW, som lagde an til at overhale nogle lastbiler.

–  Han klodser bare lige pludselig bremsen, og jeg klodser også bare bremsen. Så kan jeg bare høre et stort brag fra hans baghjul, og så ser jeg den her skinne komme flyvende op. Jeg ser lige, at den drejer sig i luften, så den kommer med den ene ende lige imod mig, fortæller han.

Dennis Pedersen når lige akkurat at reagere, før genstanden smadrer ind gennem bilens forrude.

– Den vender sig lynhurtigt i luften. Jeg når lige at bukke mig ned og jeg flår rattet til side for at forsøge at undvige, fortæller Dennis Pedersen.

Da han bukker sig ned, kan han ikke ordentligt se, da metalskinnen rammer, men han fornemmer den ud af øjenkrogen ryge lige over sit hoved. Den rammer rattet, så den ændrer retning og er tæt på at ryge over i Dennis Pedersens kollega på passagersædet. Kollegaen når ikke at se, hvad der foregår, før bilen bliver ramt, fortæller Dennis Pedersen.

Spænd tingene ordentligt

Efter den vanvittige hændelse lykkes det Dennis Pedersen at få kørt ind i nødsporet og standse bilen med metalskinnen dinglende halvvejs gennem forruden. Han ringer til politiet, som noterer sagen, men oplyser, at der ikke er så meget, de kan gøre.

– Bagefter sad vi begge to i chok og kiggede lige ud i luften et øjeblik, og prøvede at forstå, hvad det var, der lige var sket, siger Dennis Pedersen.

Dennis Pedersen ved ikke, hvor metalskinnen kom fra, men han håber, at hans fortælling kan være en øjenåbner, der kan få folk til at være bedre til at spænde ting ordentligt fast på biler, lastbiler og trailere.

– Jeg kører 60.000 kilometer om året, så jeg ser lidt af hvert. Det er nærmest et dagligt problem, at der er folk, der taber ting, siger Dennis Pedersen.

Faktisk var metalskinnen ikke det eneste tilfælde, hvor det var ved at gå helt galt, som Dennis Pedersen oplevede mandag.

– Blot et par minutter tidligere, så vi en udenlandsk lastbil, der kørte med klappen åben og tabte en strop ned på forruden af en bil, der kørte bagved, fortæller Dennis Pedersen.

Powered by Labrador CMS