Ignorerer betjente og skruer højere op

En kvinde gjorde det stikmodsatte af politiets ordre

Udgivet Opdateret

En kvinde var godt og grundigt træt af, at hendes underbo igen og igen hørte høj musik. 

Derfor tilkaldte kvinden politiet mandag ved middagstid - igen. 

Politiet havde allerede været forbi underboen på adressen i Randers NØ, men der var budskabet om at skrue ned allerede trængt igennem. 

Musikken bragede løs

Da patruljen ankom til stedet, kunne de nede fra gaden tydeligt høre den meget høje musik fra lejligheden på 1. sal, men da de bankede på døren, blev den ikke åbnet. 

Betjentene gik ned på gaden igen og fik kontakt til den kvindelige beboer i lejligheden, da hun stod ude på altanen. 

Betjentene råbte til kvinden, at hun skulle åbne døren og skrue ned for musikken, hvis hun ikke ville have sit musikanlæg beslaglagt.

Musikanlæg beslaglagt

Beboeren kvitterede ved at skrue endnu højere op for musikken og fortsatte med at råbe af patruljen fra lejlighedens altan. 

Betjentene besluttede at ringe efter en låsesmed, men i samme øjeblik kom en mand til stedet og oplyste, at han var bror til kvinden, og at han nok skulle få hende til at åbne døren.

Da betjentene kom ind i lejligheden, kunne de se, at der, ud over beboeren, befandt sig seks andre personer. 

Beboeren var tydeligt påvirket af alkohol, og da hun fortsatte med at råbe af betjentene, og nægtede at skrue ned for musikken, fik hun beslaglagt sit musikanlæg. 

Den 35-årige kvinde blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

En kvindelig beboer nægtede at adlyde politiets ordre.
En kvindelig beboer nægtede at adlyde politiets ordre.
Powered by Labrador CMS