Dit pas kan lægge rejsen i ruiner

Et slidt pas og en emsig grænsebetjent kan betyde at din drømmerejse bliver forvandlet til et mareridt.

Udgivet Opdateret

Er du kommet til at smide dit pas i vaskemaskinen eller har du haft det med ude i et gevaldigt uvejr? Så kan du stå med et seriøst problem på hånden, næste gang du skal ud at rejse.

Dit pas må nemlig ikke være beskadiget eller overdrevent slidt. Og det er altså noget, der afhænger af myndighedernes luner det sted, du påtænker at rejse hen.

I Indonesien – herunder ferieparadiset Bali – ser det ud til, at myndighederne for nyligt har skruet op for emsigheden. News.com.au skriver, at et britisk par på vej på drømmerejsen for nyligt blev nægtet indrejse i landet – mandens pas var blevet gnavet i af deres hund.

Over for News.com.au bekræfter Air Asia, at der er blevet skruet op for restriktionerne i den seneste tid.

Hvad siger loven?

I den danske pasbekendtgørelse fremgår det, at et pas skal være i orden:

“Stk. 3. Bliver et pas beskadiget eller slidt i et sådant omfang, at stempler, fotografi eller tekst, herunder numre og datoer, ikke kan kontrolleres på stedet, eller er passet i øvrigt behæftet med væsentlige mangler, skal indehaveren anmode om at få udstedt nyt pas, inden nye rejser foretages.”

Men hvordan den regel så gradbøjes – i Danmark og i verden – afhænger af grænsebetjente og flyselskaber.

Den danske rejseblogger og rejseleder Claus Andersen har også prøvet at blive afvist – i Costa Rica:

I øvrigt er det ikke blot dit pas, du skal sørge for at holde i ordentlig stand. Du kan også “miste” dit kørekort, hvis du ikke formår at holde det i ordentlig stand: Ups: Sådan kan du også miste dit kørekort

Borgerservice: -Det skal se ud som nyt

I en mail til Newsbreak.dk forklarer Peter Niebuhr fra Udenrigsministeriets Borgerservice, hvordan de gældende retslinjer for ens pas’ stand er:

– Som udgangspunkt skal passet se ud som nyt – men almindelig slidtage accepteres, lyder det fra Peter Niebuhr.

Han advarer derudover mod for eksempel at opbevare passet i en bukselomme, hvor det let kan slides eller komme i kontakt med vand.

Derudover må man ikke ‘rette’ i sit pas – for eksempel ved at hive en side ud, lyder det blandt andet:

– Der må ikke mangle sider, ligesom man ikke må skrive/rette i passet og det må ikke blive vådt, siger Peter Niebuhr

Når passet forsvinder

I 2015 forsvandt der 43.818 danske pas, ifølge Berlingske. Hver især var de 22.000 kroner værd på det sorte marked, og da kun godt en fjerdedel af de forsvundne papirer blev fundet igen, er der altså tale om en forretning, der er penge i.

De mange, mange dokumenter, der ikke blev fundet igen, risikerede at blive forfalsket og brugt af kriminelle og terrorister, der på den måde havde lettere ved at rejse rundt i Europa – og Danmark.

– På det seneste har vi set en stigende tendens til dokumentfalskneri og identitetstyveri, når det gælder irregulær indvandring til Europa.

– Dokumentfalskneri er en vigtig katalysator for organiseret kriminalitet og terrorisme, sagde Alexandru Niculae, talsmand for Europol, til Berlingske, tilbage i februar 2016.

Tidligere operativ chef for PET; Hans Jørgen Bonnichsen, sagde dengang til Berlingske, at de mange forsvundne papirer udgjorde en alvorlig sikkerhedsrisiko.

Powered by Labrador CMS