DMI melder klar til raketter

Ifølge DMI's prognoser tegner det ikke til, at vejret vil give problemer i forhold til raketaffyring nytårsaften.

Udgivet Opdateret

Vejret onsdag bliver endnu en skyet og til dels våd omgang for danskere i flere dele af landet.

Til gengæld ser prognoserne for nytårsaften en smule bedre ud, og vejret på årets sidste dag skulle ikke give problemer i forhold til raketaffyring udendørs.

Mere om det senere.

Onsdagens vejr kommer til at føles en smule forskelligt alt efter, hvor i landet man befinder sig, oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Frank Nielsen, til Newsbreak.dk.

– Der ligger et ikke særlig kraftigt lavtryk lige over Danmark, der giver skyer til hele landet, mens det bliver mest vådt i den sydlige del af landet, siger Frank Nielsen.

Forskel på nord og syd

Også i forhold til vindstyrke og temperatur er der forskel på nord og syd

– Der kommer en svag vind mod nord, mens det frisker mere op mod syd, hvor det til gengæld bliver en anelse lunere, selvom det ikke er meget, siger Frank Nielsen.

Temperaturen onsdag kommer til at ligge på mellem 1 og 4 grader.

Tør og mild nytårsnat

Nytårsaftensdag kommer ikke til at byde på de store ændringer i vejrbilledet i forhold til onsdag.

Dog tyder DMI’s prognoser på, at det vil holde overvejende tørt hele dagen.

De fem fyrværkeriråd

Overholder du de fem fyrværkeriråd, er risikoen ved at fyre af langt mindre. De fem fyrværkeriråd er:

  1. Brug altid beskyttelsesbriller (Også selvom du bare er tilskuer)
  2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
  3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  5. Gå aldrig tilbage til en fuser

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi

– Det bliver hverken meget koldt eller vådt, så vejret kommer ikke til at genere så meget i forhold til, at man kan komme udendørs. Der vil stadig være mange skyer, men de ligger ikke lavt, så det vil ikke være den store hindring for nytårsraketterne, siger Frank Nielsen.

Powered by Labrador CMS