Døende trafikoffer bestjålet: Dankort misbrugt

Det tog Fyns Politi lang tid at underrette de pårørende om 75-årig kvindes død, da hendes taske var stjålet.

Udgivet Opdateret

En mand er sigtet for at have stjålet en taske fra et døende trafikoffer og have misbrugt offerets kreditkort. Det skriver Fyens.dk.

Den 75-årige kvinde blev dræbt i en trafikulykke 7. marts. Ulykken skete i  krydset mellem Thomas B. Thriges Gade og Toldbodgade i det centrale Odense, hvor kvinden blev ramt af en højresvingende lastbil.

Efter ulykken havde Fyns Politi problemer med at få identificeret kvinden, fordi hun ikke umiddelbart havde taske eller andet med id på sig.

Derfor bad politiet samme dag om hjælp til at identificere kvinden ved at oplyse datoen fra hendes vielsesring, som hun bar. Og dermed fandt politiet frem til de pårørende – men altså først mange timer efter ulykken.

Det viste sig dog, at hun havde haft en taske med sig ved ulykken. Den var dog blevet stjålet. I tasken lå kvindens pung og kreditkort.

Anholdt og sigtet

Politiet kunne konstatere, at kreditkortet blev misbrugt ti gange – dog to gange kun som forsøg.

Fyns Politi fandt efterfølgende frem til en midaldrende mand, som nu sigtes for tyveriet. Han erkender ifølge fyens.dk de faktiske forhold, og politiet fortæller, at han har dårlig samvittighed.

Powered by Labrador CMS