Dræberstof gør sit indtog i Danmark: 13 er døde

Et dødsensfarligt stof, der har startet den værste misbrugsepidemi i USA's historie, gør nu sit indtog i Danmark. Misbrugere, misbrugscentre og misbrugseksperter er dybt bekymrede.

Fentanyl har i en periode været et udbredt problem i USA. Nu gør det dødsensfarlige stof sit indtig i Danmark. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Fra 2014 til 2016 er mindst 13 danskere døde af en overdosis af det stærkt smertestillende stof Fentanyl. Det viser et notat fra Sundhedsstyrelsen, som Radio24syv har fået udleveret. Hidtil har det kun været fremme, at to personer var døde af stoffet. Det beretter Radio24syv.

Samtidig fortæller en række kilder indenfor det danske misbrugsområde til Radio24syv, at flere og flere danskere bliver afhængige af stoffet.

Fentanyl bruges i sundhedsvæsnet til behandling af akutte og voldsomme smerter, typisk hos terminale kræftpatienter. Fentanylen findes i flere former som væske og næsespray, men det mest almindelige er et såkaldt depotplaster, som patienten får på kroppen. Men ifølge flere kilder ender nogle af plastrene på det sorte marked, hvor misbrugere køber dem. Ved at ryge plastrene opnår misbrugerne en meget kraftig og stærk rus, der kan være svær at undvære, når man først har prøvet den:

– Selve afhængighedsskabelsen og nedturen, der kommer efterfølgende, er meget voldsom. Den er næsten umuligt at komme ud af, hvis man ikke får hjælp, siger Daniel Marsh, der er tidligere fentanylmisbruger.

Fentanyl er 100 gange stærkere end morfin, 50 gange stærkere end heroin, og i USA har det indtil videre dræbt mindst 20.000 mennesker. Også i vores nabolande spreder stoffet sig. Fentanyl kostede 97 svenskere livet sidste år.

Da plastrene kom på markedet, var det ikke ventet, at de ville få en værdi i misbrugsmiljøet.

– Men den påstand kan man ikke tillade sig at komme med, før man har givet plastret til 50 narkomaner og bedt dem om at prøve at trække fentanylen ud. Det har de fundet ud af nu. Derfor har vi et problem, siger Henrik Rindom, overlæge i Stofrådgivningen til Radio24syv, der foreslår, at man helt holder op med at bruge fentanyl til smertelindring i Danmark. Ifølge Henrik Rindom er fentanyl et decideret “dræberstof”.

– Det er et meget, meget stærkt stof, og derfor er det meget svært at dosere. Det betyder, man hurtigt kan dø af at misbruge det, siger Tina Hansen, der er Sundhedsfaglig Koordinator hos Antidote, der abejder for at forebygge narkooverdoser. Fentanyl er blevet et nyt hovedfokus for Antidote, fordi foreningen hører fra sit netværk, at en stigende mængde er i omløb på gadeplan.

Antidotes bekymring bakkes op af Thomas Banke, der er eksternt tilknyttet ledelsesrådgiver hos det private behandlingscenter Stien i Vojens. Her har man de sidste to år haft 12 personer i behandling for et fentanylmisbrug. Før det kendte man ikke til stoffet.

– Alle vores advarselslamper lyser mørkerødt. Det er et meget, meget ødelæggende misbrug, det her stof fører med sig, siger Thomas Banke, der også fortæller, at stort set alle Stiens fentanyl-patienter køber fentanyl af almindelige danskere, der har fået det på recept og sælger det videre.

Noget lignende skete for år tilbage i USA. Efterhånden som stoffet blev populært, dukkede en række syntetiske efterligninger op på markedet, som har sat yderligere skub i udbredelsen. De amerikanske myndigheder har flere gange kaldt misbruget af fentanyl for en “epidemi”.

Men Anders Beich, der er praktiserende læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin er endnu ikke alarmeret:

– Det er altså ganske få recepter, der udskrives om året. Men jeg hører gerne fra lægemiddelstyrelsen, hvis de kommer med et forslag på fentanylområdet, siger han.

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at der bliver udskrevet recepter til 20.000 personer om året.

Powered by Labrador CMS