Du hører en sirene bagfra på motorvejen: Hvordan reagerer du?

Det er ikke så svært igen. Man skal bare vide, hvordan man gør.

Udgivet Opdateret

Indsatsleder hos Hovedstadens Beredskab, Kristian Levy, er ikke i tvivl om, at folk ikke kommer i vejen for udrykning på motorvejen med vilje. Men det gør de. De gør det så ofte, at Kristian Levy bider mærke i det i sin hverdag. Det skriver TV2 Lorry. 

– Det er bestemt ikke vores opfattelse, at nogen gør det med ond vilje. Folk vil virkelig gerne hjælpe. Nogle ved måske ikke, hvad der er mest hensigtsmæssigt at gøre, og nogle tænker slet ikke over, vi er der, fordi man er helt inde i sin egen verden, siger han til TV 2 Lorry.

Problemet opstår i øvrigt ikke kun for udrykning på motorvejen, også fodgængere har det med at gå i vejen for udrykningskøretøjer. Kristian Levy gætter på, at bedre lydisolering i biler og frivilig isolering fra hverdagen hos mennesker generelt er medvirkende faktorer.

– Man har lyd fra mobiltelefoner og ørebøffer, og en del går måske og kigger ned på skærmen, og det er jo et voksende problem, siger han til TV 2 Lorry om gående og cyklister, der ikke altid er så opmærksomme, som en indsatsleder kunne håbe.

Hvad skal man gøre som bilist?

Færdselsloven § 7 stykke 2

Færdselslovens paragraf syv stykke to siger følgende om, hvordan vi skal reagere på udrykningskøretøjer:

§ 7. Transport-, bygnings- og boligministeren fastsætter bestemmelser om udrykningskørsel og kan herunder fravige regler i denne lov.

Stk. 2. Når der ved kørsel med udrykningskøretøj anvendes særlige af transport-, bygnings- og boligministeren fastsatte lyd- eller lyssignaler, skal andre trafikanter i god tid holde vejen åben for køretøjet. Kørende skal om nødvendigt standse.

TV2 Lorry skriver, at der ikke findes entydige regler for, hvordan vi skal reagere på udrykning på motorvejen – eller andre steder. Det er dog i Færdselslovens § 7 stk. 2, at det bedste svar findes på, hvordan vi skal reagere.

Kristian Levy fortæller derudover til TV2 Lorry, at man ved udrykning på motorvejen skal sørge for, at man kommer så langt ud til siden af den vognbane, man er i, som muligt. På den måde skaber man plads i midten, hvor indsatskøretøjet opholder sig.

Nogle tror måske, at redningsbilerne kører i nødsporet under udrykning på motorvejen, men det gør de ikke, hvis de kan undgå det; her risikerer der at holde havarerede biler. Kristian Levy opfordrer derudover folk til tydeligt at tilkendegive, hvad de agter at gøre, ved at bruge blinklyset.

Hvad skal man gøre som fodgænger?

Også fodgængerne får et råd med på vejen fra indsatslederen; stop op. Hvis du ligner en, der er på vej ud på kørebanen, kan det forsinke udrykningen.

– Hvis der er en gående, der ikke viser, at vedkommende har set køretøjet, så tør jo chaufføren af udrykningskøretøjet heller ikke køre videre, så bliver man måske nødt til at bremse op, siger Kristian Levy.

Powered by Labrador CMS