Dyster melding om dansk grundvand

Et ændret klima betyder højere grundvand. Nogle områder bliver ubeboelige, andre skal have bygget dyre dræn

Grundvandet er tæt på overfladen – fremover stiger det endnu mere (Foto: Henning Bagger/Scanpix)
Udgivet Opdateret

Citathistorie: Jyllands-Posten.

Oversvømmede kældre, sjaskvåde græsplæner samt huse, hvor soklen står under vand. På 30 år er grundvandet nogle steder steget en meter, skriver Jyllands-Posten.

Men det vil stige yderligere med op til 75 cm eller mere i løbet af de næste 50-80 år, viser nye beregninger fra Geus, statens geologiske undersøgelser.

Det vil give flere problemer mange steder ikke mindst i store dele af det centrale Jylland. Her vil byområder som Aalborg, Viborg, Skive, Hobro, Holstebro, Silkeborg, Ikast, Herning og Randers ifølge Geus være blandt de mest udfordrede. Andre steder, hvor grundvandet i forvejen står højt, vil være i fare selv ved en stigning på 20 cm, specielt hvor byerne samtidig trues af mere vand i åerne.

– På landsplan vil grundvandet ”kun” stige ca. 20 cm frem mod år 2100. Men en del steder vil det komme til at stå mindst 75 cm højere end i dag. Det vil betyde, at der er områder, hvor man ikke kan bygge, fordi grundvandet står for tæt på overfladen, forklarer seniorrådgiver Hans Jørgen Henriksen fra Geus.

Vandselskabernes forening, Danva, har ifølge seniorkonsulent Claus Vangsgård stort fokus på problemet:

– Nogle steder giver stigende grundvand kæmpe udfordringer, andre steder vil det ikke betyde noget. Der vil blive problemer i mange købstæder, og der vil være områder, der slet ikke vil være egnet til boligbyggeri, siger han og peger på, at grundvandet ikke skal stige mange cm, før det giver problemer i en kommune som Herning, hvor grundvandet på 30 år er steget en meter.

Vil gøre mere

I kommuneforeningen KL er man glad for beregningerne fra Geus.

– Vi kan se, at grundvandet stiger, havvandet stiger og nedbøren stiger. Det er en problemstilling, vi ikke kan komme udenom. Derfor drøfter vi lige nu, hvordan sådan en indsats skal finansieres, forklarer Birgit S. Hansen (S), formand for KL’s miljø- og forsyningsudvalg.

Miljøminister Lea Wermelin vil forbedre indsatsen.

“Vandet truer vores huse og samfundsværdier nedefra. Derfor har vi bl.a. taget fat på det højtstående grundvand med et fast track-projekt, hvor vi skal blive klogere på, om der kan gives bedre muligheder for at lave fælles indsatser,” skriver hun bl.a.

Powered by Labrador CMS