Efter drama: Fodboldspiller får dødstrusler

I 1994 blev Andrés Escobar dræbt efter Colombias VM-exit. Søndag modtog William Tesillo dødstrusler.

Colombias William Tesillo missede det femte og afgørende spark i straffesparkskonkurrencen i kvartfinalen mod Chile i Copa America, hvilket kostede Colombia den videre deltagelse i turneringen. (Arkivfoto.) Foto: Nelson Almeida/AFP
Udgivet Opdateret

Den colombianske fodboldspiller William Tesillo har modtaget dødstrusler.

Truslerne er kommet, efter at Tesillo som den eneste brændte i straffesparkskonkurrencen i kvartfinalen mod Chile i Copa America, hvilket kostede Colombia den videre deltagelse i turneringen.

Det fortæller landsholdsspilleren til det colombianske medie El País.

– De har skrevet til mig og min familie på sociale medier, siger Tesillo.

Tidligere drab vækker frygt

Den tidligere colombianske landsholdsspiller Andrés Escobar blev dræbt få dage efter et selvmål til VM i 1994, der førte til et exit fra turneringen.

Tesillos kone, Daniela Mejía, skrev på sin Instagram-konto søndag, at nogle af truslerne hentydede til drabet på Escobar.

Artiklen fortsætter under videoen

Ifølge nyhedsbureauet AP havde Tesillo været en af Colombias bedste straffesparksskytter, men den 26-årige forsvarsspiller sendte det femte og afgørende spark forbi mål.

Ville selv sparke

Ifølge Tesillos far tog forsvareren selv initiativet til at tage det vigtige spark, da ingen andre ville.

– Vi kan kun bede, efter at vi har set disse trusler mod os, siger faren til radiostationen Caracol Radio ifølge AP.

– Man bliver nødt til at forstå, at det her er fodbold, og enten taber eller vinder man, siger han.

Hustruen, Daniela Mejía, fortæller, at de har modtaget så mange trusler, at hun kunne bruge hele morgenen på at offentliggøre dem.

Politiet er nu i gang med at undersøge, hvor truslerne kommer fra.

Powered by Labrador CMS