Efter spam-sms: Nu tvinges offer til at skifte nummer

Pludselig glødede hans telefon af sms'er og opkald - et fup-nummer har overtaget Pers mobilnummer

Efter hans nummer i weekenden blev brugt i en fup-sms må Per nu skifte nummer. Arkivfoto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Da Pers telefon lørdag over middag begyndte at gløde med opkald og sms’er, vidste han med det samme, at noget var helt galt.

– Jeg har en lille omgangskreds og får ikke så mange opkald og sms’er. Og da jeg havde taget de første par opkald, hvor personerne i den anden ende spurgte til mms’er, som jeg skulle have sendt dem, så var jeg godt klar over, at noget var helt galt.

Pers nummer har indtil videre været hemmeligt. Men det er det tilsyneladende ikke længere. De otte cifre “28183707” er blevet brugt flittigt hen over weekenden.

– Jeg slukkede min telefon lørdag eftermiddag, da jeg var på vej i byen. Da jeg tændte den igen var der kommet yderligere 17 sms’er og 30 til 40 opkald fra numre, som jeg aldrig havde set før.

Chikane eller fup

Per overvejede to ting: Enten var han udsat for chikane, eller også var der nogle, der brugte hans nummer som “muldvarp” til at sprede budskabet ud – for at afsenderen fremstår som troværdig.

Og Per havde ret. Han var nemlig blevet offer for en syg fup-sms, hvor det handler om at få folk til at trykke på det link, der er i sms’en og efterfølgende lokke oplysninger ud af dem – oplysninger, der skal bruges til at malke dem for penge.

Netop denne form for fup-sms’er advarede politiet om i slutningen af sidste uge, som det fremgår af dette Facebook-opslag:

Resten af lørdagen og søndagen med væltede det fortsat ind med sms’er og opkald. Per vælger derfor at slukke sin telefon helt.

– Det er først mandag, at jeg tænder den igen og går i gang med at efterforske, hvad der er sket.

Brugt som dække

Per finder ud af, at hans nummer er blevet brugt som dække, så fup-sms’en ser troværdig ud. Men hans nummer kan de ikke umiddelbart finde, for Per har nemlig hemmeligt nummer.

– Enten har de hacket min telefon eller også har de valgt mit nummer helt tilfældigt. Apple siger, at min telefon ikke er hacket, så jeg håber det er fordi de har valgt nummeret tilfældigt, siger Per, der også har været forbi politiet for at anmelde sagen ligesom han har talt med sin mobil-udbyder.

– Jeg har fået det råd, at jeg skal skifte nummer. Og det gør jeg. Jeg kan ikke leve med, at nogen har brugt mit nummer til at fuppe andre – og lige nu advares der også mod mit nummer på Facebook. Mit nummer er blevet “dårligt”, siger Per.

Ikke lyst til nyt nummer

Det at skifte nummer, er dog ikke noget, som Per har synderligt lyst til.

– Et telefonnummer er jo ret personligt. I dag er det næsten lige så personligt som et sygesikringskort. Jeg har haft dette nummer i cirka 10 år og nu er jeg tvunget til at skifte bare fordi nogen har brugt det til et fup-nummer. Det er ikke sjovt, siger Per, der selv altid er meget påpasselig med, hvad han trykker på – både emails og link på sms’er.

Og det er med god grund. Per har nemlig tidligere prøvet, at der er blevet hævet 22.500 kroner på hans bankkonto fra Sverige. Det skete for et års tid siden.

– De penge fik jeg erstattet. Men et mobilnummer er jo ikke så nemt at erstatte, siger Per.

Pas på

Når Per gerne vil fortælle sin historie om hvordan hans nummer er blevet misbrugt, er det for at skabe stor opmærksomhed omkring de numre som svindlerne bruger.

– Jeg ville ønske at alle ville tjekke hvad det er de trykker på inden de gør det. Mit råd er klart: Åben kun emails og sms’er fra folk du kender – og åben kun link fra dem, hvis du ved, at de har planer om at sende noget til dig. Ellers risikerer du at blive fuppet.

(Per ønsker ikke at få hans rigtige navn ud i offentligheden – hans rigtige navn er redaktionen bekendt)

Powered by Labrador CMS