Elcykel smadrede ind i lastbil: Mand død

Elcyklist kørte med 30-40 kilometer i timen ind i siden på lastvogn nær Årslev på Fyn.

En tragisk ulykke har krævet et offer. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En mand er natten til lørdag død efter et sammenstød fredag mellem en elcykel og en lastvogn nær Årslev, oplyser Fyns Politi.

Ulykken skete i en rundkørsel ved Årslev ved 17.30-tiden fredag.

En lastvogn bestående af en trækker og en sættevogn drejede ud i rundkørslen og skulle lige ud.

Men fra en sidevej kom elcyklen drønende og ramte ind i siden på lastvognen, viser den foreløbige undersøgelse fra Fyns Politi.

Umiddelbart tyder det på, at elcyklens fart var oppe på 30 til 40 kilometer i timen, oplyser vagtchefen.

Cyklisten, der var 62 år, pådrog sig alvorlige skader og blev straks indlagt på hospital. Men kvæstelserne kostede ham livet.

Powered by Labrador CMS