Én mand menes at stå bag 90 drab

Han er i forvejen dømt for flere drab. Nu er han blevet sigtet for to til.

Sådan så Samuel Little ud i forbindelse med en anholdelse i 1975. Foto: Macon Police Department/FBI/Backgrid UK/Scanpix.
Sådan så Samuel Little ud i forbindelse med en anholdelse i 1975. Foto: Macon Police Department/FBI/Backgrid UK/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Han afsoner allerede tre livstidsdomme, men Samuel Little står nu overfor nok en retssag. Anklagemyndigheden i Hamilton County, i delstaten Ohio USA, har sigtet ham for to drab. Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Det ene drab blev begået i 1981, mens myndighederne fortsat leder efter liget af en ukendt kvinde, man mener, Samuel Little også har dræbt. Teorien er, at drabet er begået på et tidspunkt mellem 1980 og 1999.

Er man forvirret over, hvordan en mand kan blive sigtet for en drab på et menneske uden navn, kan det måske hjælpe på forståelsen, at Samuel Little selv samarbejder med myndighederne i forsøget på at identificere de mange, mange mennesker, han tilstår at have slået ihjel.

Newsbreak.dk har tidligere omtalt Samuel Littles liv og levned tilbage i februar, da FBI valgte at offentligøre tegninger, Samuel Little har lavet, angiveligt af de kvinder, han har dræbt gennem sit liv.

Samuel Little mener selv, at han har dræbt op mod 90 kvinder, og ifølge Washington Post mener myndighederne i USA nu at have forbundet ham til i hvert fald 60 drab.

Holder et af de to tal stik, er der tale om den mest aktive seriemorder i landets historie.

– Det er i sandhed chokerende. Han er formentlig ansvarlig for at have dræbt flere mennesker end nogen anden i USA, siger Joseph T. Deters, ifølge Washington Post. Han er anklager for Hamilton County og dermed anklager i den seneste sag mod Samuel Little.

Newsbreak.dk har før dækket sagen om den meget aktive seriemorder, hvor en del af hans livs historie blev rullet ud for læserne. Du kan læse uddrag af den artikel herunder.

Mistænkt igen og igen

Samuel Little er angiveligt født omkring 1940, måske i fængsel. Ifølge New York Times mener efterforskere, at hans mor sad inde, da Samuel blev født, men det er uklart, om det er sandt.

FBI skriver, at Samuel Little har været i konflikt med loven siden 1956, og at hans forbrydelser gennem årene har budt på både butikstyveri, svindel og indbrud.

I starten af 1980’erne blev Little sigtet for drab på kvinder i mere end ét tilfælde, man af ukendte årsager undgik han straf, mens han har været straffet får både overfald på én kvinde, og for at holde en anden kvinde fanget.

I september 2012 blev han anholdt i en narkosag, og mens han sad fængslet i forbindelse med den sag, blev hans DNA-profil koblet til tre uopklarede drabssager begået mellem 1987 og 1989.

Alle tre sager mindede om hinanden. Ofrene var kvinder, der blev tæsket og kvalt, hvorefter deres lig blev efterladt i henholdsvis en gyde, en skraldecontainer og en garage.

Alarmklokker bimlede

Little selv erklærede – og holdt fast i – sin uskyld under retssagen mod ham. FBI skriver, at flere kvinder ved samme retssag fortalte, at de var tæt på at blive drabsofre, men at de i sidste ende undslap ham. Samuel Little blev i 2014 idømt tre gange livstid for de tre drab, uden mulighed for prøveløsladelse.

Det var politiet i Los Angeles, der først begyndte at forbinde Samuel Little til de tre uopklarede drab. I den forbindelse blev FBI bedt om at bidrage med baggrundsoplysninger om den på det tidspunkt mistænkte Little, og det førte til det, man fra FBI’s side har kaldt for “alarmerende indikationer” på, at Little havde begået flere drab.

– Vi opdagede et drab i Odessa, Texas, der kunne være begået af ham. Vi kunne placere ham i området på tidspunktet for drabet, sagde Christina Palazzolo til FBI i en artikel om arbejdet med at finde ud af, hvem Samuel Little er.

Tilstod 90 drab

Christina Palazzolo arbejder for en afdeling af FBI, der hedder “Violent Criminal Apprehension Program (ViCAP),” og afdelingens rolle er at hjælpe politiet i hele USA med at opklare blandt andet seriedrab.

De oplysninger, afdelingen fandt frem til, betød, at FBI forsøgte at få Samuel Little i tale. Det skete i foråret 2018, og Samuel Little ville gerne fortælle.

– Han fortalte, hvor mange personer han havde dræbt i forskellige stater, sagde Christina Palazzolo til FBI.

Little tilstod i alt 90 drab, og i efteråret 2018 vidste FBI, at i hvert fald 34 af disse drab havde fundet sted.

Allerede i 2018 kom det frem, at Little var villig til at lave tegnede portrætter af de kvinder, han mener at have slået ihjel, og ifølge FBI har han været god til at huske både ofre og drab i mange detaljer.

Det betyder ikke, at de mange ofre er lette at finde. Little er ikke god til datoer, og han har, efter eget udsagn, begået drab flere steder i USA, blandt andet i staterne Mississippi, Ohio, Arizona og Nevada.

Rejste landet rundt

Ifølge FBI har Little levet som nomade det meste af sit voksne liv, og når han kom i kontakt med ordensmagten, for butikstyverier og andre småting, ville politiet ofte bare gerne have ham ud af deres arbejdsområde.

Det er angiveligt heller ikke altid lige til at afgøre, at et drab begået af Little, faktisk var et drab. Han er tidligere bokser, og på de af hans ofre, der er forbundet til ham, er der ikke fundet stikmærker eller skudhuller.

– Han slog dem ud og kvalte dem. Mange af hans drab blev afskrevet som overdoser, uheld eller dødsfald som følge af naturlige årsager, skriver FBI.

Efterforskes stadig

Da Newsbreak.dk omtalte historien tilbage i februar, skete det, fordi FBI offentligjorde Samuel Littles tegninger. Håbet var dengang at få flere ofre for Little identificeret, og det arbejde pågår altså stadig.

Little selv afsoner tre livstidsdomme og risikerer at blive idømt endnu en, hvis han bliver kendt skyldig for de to drab, han netop er blevet sigtet for at have begået.

Powered by Labrador CMS