Er det overhovedet tilladt at vaske bilen hjemme?

Når vejret er godt er det fristende at vaske bilen på vejen eller i indkørslen. Men hvordan er reglerne?

Udgivet Opdateret

I vort broderland Sverige er bilvask indirekte omfattet af miljøloven, der forbyder udledning af urent spildevand. Det betyder, at det er forbudt at vaske bilen på villavejen eller i sin egen indkørsel, og det kan være aldeles kostbart blæse på forbuddet. I Jönköping kommune kan det koste hele 10.000 kroner i bøde.

Så vidtgående er loven ikke i Danmark. Her må man som udgangspunkt godt vaske bilen hjemme hos sig selv. Man skal dog være opmærksom på, at der i lokalplaner eller tinglyste servitutter kan gemme sig et forbud mod bilvask. For eksempel for at undgå, at eventuelle kemikalierester i vaskevandet skal forurene et nærliggende vandløb eller en sø. Det oplyser Bolius.

I Galleriet over artiklen er der en række gode råd fra FDM, når det gælder bilvask.

Det er primært stoffer som sæbe, tjærestoffer og tungmetaller, der giver anledning til bekymring, og der har ifølge Bolius været flere forsøg på at forbyde bilvask på villaveje. For eksempel i 2015 hvor Danmarks Naturfredningsforening foreslog at forbyde det, for at skåne miljøet. Det blev dog pure afvist af Miljøstyrelsen.

Nogle kommuner har forsøgt sig med oplysningskampagner mod bilvask på private villaveje. Blandt andet Aalborg hvor man i 2016 skønnede, at der i kommunen på grund af bilvask hvert år løber 20.000 kubikmeter urenset vand ud i naturen.

FDM anbefaler vaskehallen

Ifølge Bolius råder FDM til, at bilen som hovedregel vaskes i en vaskemaskine. Både fordi vandforbruget typisk er mindre end ved manuel vask og fordi, det er lettere at kontrollere spildevandet.

Vælger man alligevel at vaske bilen ved håndkraft hjemme hos sig selv, opfordrer FDM til, at man benytter miljøvenlige produkter, når der skal vælges shampoo, fælgrens, voks og så videre.

Powered by Labrador CMS