Eriksen-mål

Christian Eriksen scorede sit første Serie A-mål for Inter i storsejren på 6-0 over Brescia.

Christian Eriksen scorede til 5-0 kort før tid. Foto: Daniele Mascolo/Reuters
Udgivet Opdateret

Inter kom legende let til en storsejr i Serie A, da onsdagens hjemmekamp endte 6-0, da bundholdet Brescia var på besøg.

Christian Eriksen startede på bænken, men blev skiftet ind midtvejs i anden halvleg, da Inter allerede var foran med 4-0.

Eriksen sørgede derefter for målet til 5-0, danskerens første mål i Serie A.

Med sejren holder Inter liv i det spinkle håb om at vinde mesterskabet. Inter har på tredjepladsen 64 point, mens Juventus og Lazio fører an med henholdsvis 72 og 68 point med ni spillerunder tilbage.

Blot fire minutter var afviklet, da Ashley Young i den bageste del af feltet helflugtede et indlæg fra Alexis Sánchez i nettet til 1-0, og et kvarter senere scorede Sanchez selv på straffespark til 2-0.

Inter nåede lige at score til 3-0 inden pausen, da Young løftede en bold til bageste stolpe, hvor Danilo D’Ambrosio steg til vejrs og scorede.

Scoringerne fortsatte

Et hovedstød sørgede også for 4-0, da Roberto Gagliardini satte panden på Sanchez’ indlæg seks minutter inde i anden halvleg.

Midtvejs blev Eriksen så sat på banen, men da havde Inter egentlig skruet lidt ned for angrebsblusset.

Skubbet over stregen

Alligevel kom Eriksen på tavlen syv minutter før tid, da han inde foran mål skubbede bolden ind over stregen, efter at Romelu Lukakus afslutning var blevet afværget.

Det var dog ikke slut endnu. Antonio Candreva satte punktum til 6-0, da han scorede med et fladt spark lige uden for feltet.

Powered by Labrador CMS