Facebook indrømmer: Tusindvis af danske brugere blev udnyttet

Tusindvis af danskere kan ufrivilligt have delt data med det omstridte analyseselskab Cambridge Analytica.

Facebook skønner, at 41.820 danskere ufrivilligt kan have fået deres data videregivet til analyseselskabet Cambridge Analytica. Foto: Dado Ruvic/Reuters
Udgivet Opdateret

41.820 danske Facebook-brugere kan ufrivilligt have fået deres data videregivet til analyseselskabet Cambridge Analytica i modstrid med Facebooks regler. Det oplyser Facebook.

Onsdag kom det frem, at data fra op mod 87 millioner Facebook-brugere kan være blevet delt med det omstridte selskab. De fleste i USA.

Det er langt flere end det oprindeligt oplyste tal på omkring 50 millioner.

Konkret er der syv danske Facebook-brugere, der har downloadet den app, der gav Cambridge Analytica adgang til de private oplysninger.

Men tallet for den gruppe, der potentielt ufrivilligt kan have fået deres data delt med selskabet, når op på 41.820, når man tæller deres Facebook-venner med.

Det er primært amerikanske Facebook-brugere, der kan have afgivet de private oplysninger til Cambridge Analytica.

Facebook skønner selv, at 81 procent af de berørte brugere er amerikanere.

De data, der kan være delt, er eksempelvis fødselsdag, hjemby, e-mail-adresse, billeder og videoer og kontaktinformationer på venner.

Angiveligt har Cambridge Analytica brugt de mange data til at påvirke amerikanske vælgere op til præsidentvalget i 2016.

Facebook har siden meddelt, at selskabet vil give brugere mere kontrol over egne data med en ny genvej til privatlivsindstillingerne.

Det skal gøre det lettere at downloade og slette den information, som brugerne selv har delt på det sociale medie, så oplysningerne ikke bliver brugt i anden sammenhæng.

Facebooks øverste direktør, Mark Zuckerberg, skal i næste uge udspørges af flere udvalg i den amerikanske kongres om selskabets rolle i skandalen, der handler om databeskyttelse.

Powered by Labrador CMS