Fængslet for brutalt drab

31-årig mand blev stukket med kniv i Ellemarken i Køge i april sidste år.

Byret idømmer ung mand fængsel i 12 år for drab i Køge. Foto: Presse-fotos.dk
Udgivet Opdateret

Et drab begået med kniv i Ellemarken i Køge sidste forår har tirsdag ført til en dom på fængsel i 12 år ved Retten i Roskilde.

Den dømte, Mohamad Youssef Khalil, har på stedet anket dommen til Østre Landsret. Han har nægtet sig skyldig og ønsker frifindelse i landsretten.

Offeret blev 31 år. Han blev stukket ned først på aftenen 6. april sidste år på Parkvej. Han blev ramt blandt andet i hjertet og i halsen. En lægehelikopter fløj ham til Rigshospitalet, hvor han dog blev erklæret død.

Under sagen har et vidne ifølge det regionale medie sn.dk beskrevet den 31-årige som en slags storebror i området.

Nævningesagen begyndte med en vis dramatik. I retsbygningen var der en ond stemning mellem fremmødte, der er bekendte og pårørende til dels offeret og dels den tiltalte.

På et tidspunkt kom to mænd i slagsmål, og politifolk måtte gribe ind.

Kender ikke motiv

Offeret og den tiltalte kendte hinanden i forvejen.

Men anklager Thomas Rasmussen oplyser, at der under sagen ikke er fremkommet oplysninger om et motiv.

Sn.dk har tidligere rapporteret, at der på et tidspunkt opstod gnidninger mellem den tiltaltes familie og offerets familie. Den 31-årige var beskyldt for ikke at have hjulpet tilstrækkeligt ved en ulykke, hvor den 22-åriges bror mistede livet.

Kort tid efter drabet blev Mohamad Youssef Khalil efterlyst offentligt af politiet, hvorefter han besluttede at melde sig selv. Han har været varetægtsfængslet lige siden.

I januar sidste år ud for opgangen Parkvej 30 blev to personer ramt af skud. Men politiet har ikke ytret en klar sammenhæng mellem de to sager.

Powered by Labrador CMS